Matt Fitzpatrick vandt RBC Heritage på klassiske Harbour Town Links i Hilton Head, efter en dramatisk finale, der måtte ud i tre hullers omspil.

Og den 28-årige englænder, der stadig ligner en gymnasieelev, var så lykkelig for sejren, at han bagefter udtalte at ‘nu kunne han godt gå på pension’. Det var i spøg, for nok har han vundet både US Amateur og US Open, og nu også RBC Heritage, men han har endnu meget at nå – og både evnerne og mulighederne for at gøre det.

Siden han var seks år gammel har han adskillige gange besøgt Hilton Head Island på sommerferier med sine forældre og sin lillebror Alex, som spiller på Challenge Tour. Da drengene blev større, blev de flere gange forkælet med en runde på den legendariske Harbour Town Links, så at vinde netop dér var en drøm, der gik i opfyldelse for Fitzpatrick, som sjovt nok aldrig tidligere har haft speciel stor succes på banen.

Han sluttede turneringen i 17 under par, side om side med Jordan Spieth, der havde ført med 2 slag efter 13. hul, men som på de sidste fem huller kun kunne præstere fire pars og en bogey. Fitzpatrick viste format og lavede fire pars og en birdie.

De to første omspilshuller – 18. og 17. – blev delt i pars, og så slog Matt Fitzpatrick til med et majestætisk 9-jern fra 186 yards til blot en lille meter. Spieth havde muligheden med et langt birdieputt, men bolden faldt ikke i og så kunne englænderen med rolige hænder trille birdieputtet i hul for sejr.

RBC Heritage er en ‘designated event’ med 20 mio. $ i samlet præmiesum, og sejren indbragte ham 3,6 mio. $ eller lidt mere end 20 mio. kr. Patrick Cantlay tog tredjepladsen blot ét slag fra omspillet, Xander Schauffele blev nummer fire. Med sejren rykker Matt Fitzpatrick op som nummer otte i verden, og det lykkedes også Jon Rahm at forsvare sin førsteplads, da han avancerede til en delt 15. plads, mens Scotte Scheffler faldt tilbage til delt 11. plads.

Foto: Getty Images

Forrige artikelLPGA-sejr til 22-årig australsk rookie
Næste artikelSvensk drømmerunde i Polen
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.