Brian Gay på 48, næsten 49, har nu PGA-kort forbi sin 50 års fødselsdag. Det sikrede han, da han vandt omspillet mod 26-årige Wyndham Clark i Bermuda Championship på første hul, efter at han havde opnået forlængelsen med dagens bedste slag, der lagde sig lige op ad pinden på 18. hul.

For Wyndham Clark, hvis birdiehul for sejr på 18 havde taget hulkanten, var det en stor skuffelse, mens det for Day, der tidligere har vundet fire gange på PGA Tour, var en fantastisk oplevelse at vinde igen efter næsten 8 år.

Gay og Clark delte førstepladsen på de 72 huller i -15 foran Ollie Schniederjans -13 og fire spillere i -12: Matt Jones, Australien (eneste ikke-amerikaner i toppen), Stewart Cink, Doc Redman, som førte før sidste runde, og Denny McCarthy, der med seks birdies i træk på hullerne 2-7 nåede frem i delt føring. Derefter lavede han 9 pars, før han sluttede af med to birdies.

For Rasmus Højgaard var det en erfaringsrig turnering. Han havde sine problemer bl.a. med Bermudagræsset og gik sidste runde i -2, der blev sikret med en eagle på 8. hul, hans næstsidste. Samlet blev han nr. 37 i -4, og det er et udmærket næste trin på vej opad.

Forrige artikelOmspilssejr til Callum Shrinkwin
Næste artikelVesterhave Vingaard viser vejen – i forrygende tempo
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.