Pludselig kom blæsten, og pindene stod svært i US Open på Brookline, og det gav dramatiske ændringer i stillingen i runde 3, hvor feltet gennemsnitligt spillede mere end tre slag dårligere end dagen før.

Den førende Collin Morikawa var den værst ramte. Han fik ikke en kæmpescore på et enkelt hul – nej, han var ustandselig i vanskeligheder, og hans moving day sendte ham 16 pladser bagud for en runde i +7 med bl.a. to dobbeltbogeys. I +2 deler han med spillere som Dustin Johnson og Hideki Matsuyama – men der er kun seks slag til de to førende, Will Zalatoris og Matthew Fitzpatrick i -4, så alt kan stadig ske. På Gettys billede ser vi, at Fitzpatrick ikke altid lå på fairway.

Jon Rahm er nr. 3 i -3, Keagan Bradley er pludselig dukket op på en fjerdeplads, han i -2 deler med Adam Hadwin og Scottie Scheffler, og som delt nr. 7 lurer Sam Burns, Rory McIlroy og Joel Dahmen i -1, sidstnævnte efter en runde i +4.

Vejrudsigten for søndag siger halvkølig temperatur, let til frisk blæst og spredte byger, så sidste runde har heller ikke perfekte scoringsbetingelser. Der er lagt op til en uforglemmelig finish.

I Junet Open på Mastercard Tour sejrede Jesper Hagberg ASP i -9. Christoffer Bring blev nr. 4 i -6 og Sebastian Friedrichsen nr. 6 i -5. Den væsentlige virkning for de to danskere var, at Friedrichsen nu fører Golf Box Road to Europe, og at Bring nærmer sig top-5, der får kort til Challenge Tour næste år: 1. Friedrichsen. 2. Simon Forsström, Sverige. 3. Jeppe Kristian. 4. John Axelsen. 5. Nicolai Tinning. 6. Hamish Brown. 7. Christoffer Bring.

I Ann Arbour, Michigan blev Malene Krølbøll nr. 20 i par, men husker utvivlsomt turneringen bedst for, at hun fik hole-in-one på tredje hul. Hun var en overgang i top-10, men gik fra -3 til par og måtte nøjes med en top-20-placering.

Forrige artikelGyttegaard hvidvaskede Aalborg på usædvanlig divisionsdag
Næste artikelMartin Leth Simonsen vandt efter føring fra start til mål (opdateret)
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.