Sommeren står for alvor for døren i Give Golfklub og her ser man frem til at modtage både medlemmer og gæster i dejlige omgivelser.

Sidste år indviede klubben sin nye terrasse, som blev lavet af frivillige og med midler fra medlemmers frivillige donation – donation fra medlemmer sidste år er gået til etablering af et mobilt toilet på banen – på den måde håber man at mange kvindelige spillere og gæster føler at de bliver tilgodeset på banen. For mændene er det lidt nemmere at træde af på naturens vegne bag en busk eller i et krat.
I år gentages succesen med en gratis golfrunde til alle i uge 30 – sidste år var der hele 1590 gæster på besøg, som alle havde en god dag i Give Golfklub. I løbet af ugen er der tombola, hvor man kan vinde mange fine præmier og i cafeen er der liv fra morgen til aften. Her er der altid mulighed for at få både noget vådt og tørt til ganen.
Som noget nyt har er der sat et skilt op på teestedet på hul 16, med en QR-kode. Når denne downloades, så ”popper” cafeens menukort op og man kan ringe ind og bestille sin menu og drikkevarer. Dette optimerer processen for alle, minimere ventetid og alle er glade og tilfredse.

Sådan en uge med så mange gæster kan ikke håndteres uden stor hjælp fra klubbens mange frivillige – i alt er ca. 75 frivillige i gang i løbet af ugen, med alt lige fra indskrivning, salg af lodder, hjælp i cafeen, salg af pølser og øl på terrassen, startere, baneservice til løbende oprydning i og omkring klubhuset. Der trækkes store veksler på de mange frivillige året igennem, men i uge 30 yder de alle en helt speciel og nærværende indsats.

Det er nok ikke uden grund at Give Golfklub i ”Golfspilleren i Centrum” høster stor ros for modtagelsen af gæster og for introduktionen af nye golfere – i disse kategorier har klubben ligget i top de sidste par år.
Opbakningen fra klubbens sponsorer og samarbejdspartnere er også rigtig god – og tombolaen som kører i uge 30 er primært gaver/præmier som er givet af sponsorerne, så uden dem var der ingen tombola.

Klubsekretær Lone B. Neupart udtaler: ”uden de mange frivillige og vores mange sponsorer, som er klar til at yde, så ville vi ikke kunne lave dette set-up og håndtere 1590 gæster i løbet af en uge” og slutter: ”når vi kommer til søndag er vi alle meget trætte, men det er ”slidet” værd, når man møder så mange glade golfspillere og de alle giver udtryk for at de har fået en god oplevelse”