Øv! Meget mere præcist kan man næppe udtrykke sig om mandagens nedtrykkende nyhed om, at der ikke bliver nogen Made in Denmark i 2020, hverken på European Tour eller på Challenge Tour.

Folkefesten i Himmerland – og dens lillebror, der i år skulle have været spillet i Frederikshavn – er aflyst som en konsekvens af corona-situationen, og lige så pokkers ærgerligt det er, lige så lidt overraskende var det vel egentlig.

Der var oprindeligt kig på datoer i august, hvor det bestemt var muligt, både i forhold til ledige terminer på touren, og i forhold til arrangementets afvikling – her skal vi ikke glemme, at Made in Denmark ikke længere er en lille turnering, men faktisk rangerer oppe i det gode mellemlag efter Rolex-series turneringerne.

September ville også have været muligt, der lå turneringen jo de første år uden de helt store vejrmæssige problemer, men september blev meget presset med både BMW PGA Championship på Wentworth, US Open og Ryder Cup og senere end det ville have været en for stor satsning, det danske klima taget i betragtning.

Med regeringens forbud mod større forsamlinger frem til udgangen af august lå det ligesom i kortene, at Made in Denmark ikke ville blive til noget i år, men man fornemmer, at Flemming Astrup og co. har arbejdet lige til det sidste for at finde en brug- og gangbar løsning. Kender man Flemming Astrup ret, så har alle mulige og umulige scenarier været ’oppe at vende’ inden håndklædet omsider måtte kastes i ringen.

Desværre går aflysningen også ud over lillebror Made in Denmark Challenge, der skulle have været afviklet på den spændende bane i Frederikshavn, med den lokale helt, Lucas Bjerregaard, som vært og potentiel deltager, hvis terminskabalen kunne gå op. Det kunne den måske i en normal sæson, men intet har indtil nu været ’normalt’ i 2020, og meget lidt tyder på at det bliver det, før sæsonen reelt er slut.

Fastholder sponsorerne

Når man læser pressemeddelelsen fra Made in Denmark om aflysningen af 2020, så er det tydeligt, at man har arbejdet mere end almindeligt hårdt på at fastholde sponsorerne, så man i det mindste er sikre på at kunne genoptage turneringerne i 2021. European Tours direktør, Keith Pelley, har udtalt at fremtiden på European Tour er udfordret. Han forventer færre sponsorer, mindre præmiepuljer, muligvis færre turneringer og i det hele taget en mindre ’glamourøs’ tour, med mindre forkælelse af spillerne.

Her tænker jeg, at Flemming Astrup og co. har andre tanker. Hvis ellers Made in Denmarks hidtil voksende og trofaste sponsorkreds selv overlever krisen, så har jeg en lumsk mistanke om, at Flemming Astrup pønser på at lave et Made in Denmark, der er endnu bedre i 2021 end nogensinde før. Kan man fastholde præmiesummen på de tre mio. euro, vil Made in Denmark formentlig blive en endog rigtig stor og attraktiv turnering. Challenge Tour udgaven kunne på samme måde sagtens gå hen og blive et flagskib på den tour, og Danmark kunne slå sit navn fast som en af de vigtigste destinationer på både den ene og den anden tour.

Det er alt sammen blot spekulationer. Det kan også sagtens være, at Made in Denmark på lige fod med formentlig mange andre European Tour turneringer skal kæmpe for overlevelse og for at bevare tourens position og status.

Netop tourens ’overlevelse’ er noget der spekuleres en del i, og det er sådan set ikke nyt.

European Tour i krise

Tidligere blev det offentliggjort at LPGA Tour har overtaget en del af driften af Ladies European Tour, og selvom magtbalancen ikke er helt lige så udtalt hos herrerne i forhold til PGA Tour og European Tour, så er ’lillebror-syndromet’ ikke til at tage fejl af. Ydermere har PGA Tour – trods de trængsler de også oplever i dette annus horribilis – den fordel, at deres turneringer med meget, meget få undtagelser alle spilles i samme land og under samme regler og restriktioner. Meget tyder på, at PGA Tour trods alt kommer gennem 2020-sæsonen med noget der ligner ’en fuld kalender’, mens man på European Tour skal kæmpe med vidt forskellige tilgange til regler, love og restriktioner i forhold til coronavirus på tværs af adskillige lande og op til flere kontinenter, og derfor i langt højere grad er udfordret på infrastrukturen.

Hvis, hvilket det ser ud til lige nu, at PGA Tour kommer ud af 2020 yderligere styrket i forhold til European Tour – det kan tilmed være at de også vinder Ryder Cup! – så vil styrkeforholdet mellem de to store tours efterhånden være så stort, at det er spørgsmålet om det ikke rykker et fælles turneringssamarbejde (kald det bare en World Tour) tættere på end tilfældet er nu.  Sker det, ja, så står Made in Denmark i en helt ny situation, for kan man lege med på den rigtigt store scene?

Indtil videre så slikker vi alle sammen sårene og ærgrer os over ikke at få folkefesten i Himmerland afviklet i år. Vi krydser fingre for at de to turneringer vender tilbage – måske endda styrket – i 2021.

Onsdagssneglen udkommer online en gang ugentligt – om onsdagen – indtil vi igen kan udkomme med det trykte GOLFBLADET.

 

Forrige artikelTirsdagsanekdoten mindes, da Kjeldsen vandt sin 318. ET-event og gik en 62er
Næste artikelElkjær får 14 slag mod Kjeldsen
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.