Det var en mirakelsejr, da Patrick Cantlay vandt BMW Championship efter et omspil med Bryson DeChambeau, efter at begge var sluttet i scoringsrekord -27. Mindst fire gange så det ud, som om Dechambeau ville vinde, fordi han var bedst fra tee. Cantlay var imidlertid utroligt puttende, og det reddede ham ustandselig.

Først gik han i vandet på 17. Da han efter en dag med skiftende føring i en prægtig duel netop var et slag bagud, lignede det en afgørelse – men han kom ind og i fra dropzonen, og DeChambeau fik også bogey.

På 18 fik Cantlay birdie fra godt 6 m, mens DeChambeau missede det første af fire putts for sejr. Flere af dem rullede rundt i kanten og blev oppe. Til gengæld undgik DeChambeau at tabe på fjerde omspilshul, hvor han måtte droppe efter at have slået i en creek.

På femte fik begge birdie efter fantastiske udslag på hul 17, men på sjette hul holede Cantlay igen for birdie fra mere end 6 m, hvorefter DeChambeau ikke kunne hole fra 4. Gettys billede viser øjeblikket, hvor en skuffet DeChambeau lykønsker Cantlay.

De to duellanter var dagen igennem adskillige slag foran de nærmeste konkurrenter, blandt hvilke Rory McIlroy virkede bedre spillende end længe, og sydafrikaneren Erik van Royen kæmpede for at nå op i FedEx Cups top-30, der er med i finalen. Hans femteplads i -21 rakte præcis til, at han kom fra nr. 45 til nr. 27. Imponerende. Sungjae Im blev nr. 3 i -23, mens McIlroy blev nr. 4 i -22.

Også svenskeren Alex Norén sloges for sin chance, og man kan kun ynke ham, fordi hans 9. plads i -18, delt med Jon Rahm og Abraham Ancer. kun førte ham fra nr. 43 til nr. 33; og hvad med stakkels K. H. Lee, der sluttede som delt 12 i -17 og blev nr. 31, mens Billy Horschel og den syge Patrick Reed klarede sig som nr. 29 og 30.

Til gengæld avancerede Sergio Garcia med en 6. plads, han delte med Dustin Johnson i -20, fra  nr. 44 til nr. 28.

Sikke en søndag. Først Rasmus Højgaards utrolige sejr i Schweiz, derefter Marcus Helligkildes syv hullers omspil på Challenge Tour og endelig denne tvekamp, der holdt mange danske seere foran skærmen til efter kl. 01.

Forrige artikelHelligkilde tabte maraton-omspil
Næste artikelSpasmagerens bedste golfrejser
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.