Masters er udsat til november, men hvad nu, hvis den var spillet i den forgangne uge som planlagt?

Det har Golf World forsøgt at give svaret på ved at fodre en computer med titusindvis af informationer om de 96 spillere i feltet og lade turneringen udfolde sig ‘typisk’.

Efter tre af fire runder deltes føringen af Tiger Woods og Rory McIlroy, der begge havde forrygende moving days, men slutresultatet blev alligevel, at Patrick Reed (billedet/Getty) vandt efter en sidste runde i 64 slag med Tyrell Hatton på andenpladsen.

Rory McIlroy klarede lige en top-10-placering, mens Woods faldt længere bagud. Journalisten bag artiklen har lukket sin mailboks for alle de vrede kommentarer til hans spøg!

Vi får se, hvordan det går til november, men indtil videre kan vi lige snuppe en nyhed fra en gammel, regnplaget udgave af masters, hvor man hældte grus på stierne og områder, der var særligt våde, for at gøre dem passable.

Ud på eftermiddagen var det lummert og solrigt, og et usædvanligt antal spillere og caddies klagede over en dundrende hovedpine, som de tilskrev den tunge luft.

Det var helt rigtigt opfattet, og luften var tungere end nogensinde før eller siden på Augusta National. Kattegruset indeholdt nemlig et stærkt duftstof, som var fuldstændig bedøvende i stor mængde og uden ventilation.

Lad os sluttelig se på de aktuelle datoer for, hvornår der igen kan blive spillet på PGA og ET. PGA har aflyst alt frem til Charles Schwab Cup fra 21. maj, men mon dog ….?

ET har en enkelt US Qualifier 8. juni, der ikke er aflyst endnu, men ellers er første turnering, som stadig ‘lever’, BMW International 24-28. juni.

En opmuntrende besked for LET er, at Aramco Saudi Ladies, der med 1 mio. $ har en af årets største præmiesummer, skal spilles 8-11. oktober som den første turnering for kvinder nogensinde i nationen med det kvindefjendske ry.

Forrige artikelOnsdagssneglen online #2: Pengene styrer – måske lidt for meget!
Næste artikelGang i golfen – undtagen i Holbæk
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.