PGA Championship var gennem tre en halv runde den mest jævnbyrdige i historien. Hele tiden med 15-20 spillere in den for tre slag på Aronimink, hvis sværhedsgrad var ekstremt undervurderet før start. Efter første dag lå de førende i -3, efter anden i -4, mens Alex Smalley efter runde 3 førte i -6 med fem spillere i -4.
Jævnbyrdigheden fortsatte i sidste runde, hvor Justin Thomas med en runde i 65 slag satte målet i klubhuset til -5, og man spekulerede over, om det kunne være godt nok til omspil. Sensationelt gik tyskeren Matti Schmid, der endnu ikke har vundet som professionel, en overgang i føring i -6, som også Jon Rahm nåede frem på. Rory McIlroy blev ved med at brænde alt for lange birdieputts, Scottie Scheffler var en skygge af sig selv, og Ludvig Åberg kunne sagtens risikere at gå til tops.
Ingen tænkte på Aaron Rai, der efter bogeys på 6 og 8 lå i +1 for dagen, da han nåede teestedet på 9, men så gik det ellers løs. Eagle på 9 og birdies på 11, 13 og 16 bragte ham i spidsen, så man overvejede, om han evt. kunne vinde med en bogey på det hundesvære hul 17 par-3.
Man kunne spare sig bekymringerne, men nu var Rai urørlig og holede sit birdieputt fra 16 meter. Dermed var han tre slag foran før sidste hul, som han spillede med et fremragende udslag, et perfekt andet slag og et lige så perfekt toputt for par.
Han havde ikke vist store følelsesudsving, og de kom først for alvor, da han omfavnede sin kone Gaurika på vej ind for at signere sit scorekort. Rai er den anden engelske vinder i PGA Championships historie. Den første, Jim Barnes, vandt i 1916 og 1919!!
Bag ham fortsatte kampen om de sekundære placeringer, hvor Smalley med en afslutning med eagle 16, bogey 17 og birdie 18 delte andenpladsen med Rahm, og Schmid holdt flot fast i fjerdepladsen i denne slutstilling i toppen:
1. Aaron Rai, England -9. 2. Alex Smalley, USA og Jon Rahm, Spanien -6. 4. Matti Schmid, Tyskland, Ludvig Åberg, Sverige og Justin Thomas, USA -5. 7. Cameron Smith, Australien, Rory McIlroy, Nordirland og Xander Schauffele, USA -4. 10. Chris Gotterup, Patrick Reed og Kurt Kitayama, USA, samt Justin Rose, England -3. 14. Scottie Scheffler m fl. -2.
Aaron Rai
… er 31 år, født og opvokset i Wolverhampton, England. Begge hans forældre er af indisk afstamning, og han er gift med den indiske professionelle spiller, Gaurika Bishnoi, der spiller på LET. I 2025 gik Aaron ved en lejlighed caddie for Gaurika i en europæisk turnering. Hun har til gengæld været hans caddie i Masters’ par-3-turnering, hvilket de begge kalder en af deres livs største oplevelser.
Rai blev professionel i 2012 og har tre sejre på DP World Tour og en enkelt i Wyndham Championship på PGA. I 2024 kvalificerede han sig til FedEx Cup-slutspillet uden at deltage i en eneste signature-event, og ud over en række top-10-placeringer husker mange ham for, at han i 2023 lavede hole-in-one på den berømte ø-green på 17. hul i The Players Championship.
Danskerne
Endnu engang var Nicolai Højgaard bedste dansker, men det var tæt på, at han ikke klarede cuttet. Han havde gået åbningsrunden i -1 som nr. 15, men på anden dag gik tingene i fisk, og han endte i +5, samlet +4.
Problemet var, at cuttet lå og vippede mellem +3 og +4, så det blev en lang ventetid for ham og Rasmus Neergaard-Petersen, før de kunne ånde lettet op og konstatere, at de var delt nr. 67. Rasmus Højgaard, der spillede sine fire runder så stabilt som i 72, 71, 71, 72, lå nr. 59 i +3.
Nicolai Højgaard var forståeligt så ærgerlig, at han end ikke gav interview til TV, og det skal der meget til, før han afstår fra. Han kom stærkt tilbage på moving day, som han gik i -4, så han rykkede frem som nr. 31. En sidste runde i +2 betød, at han sluttede som nr. 44 i +2. Rasmus Højgaard blev nr. 65 i +6 og Neergaard-Petersen nr. 75 i +8.
Alligevel: Igen tre klarede danske cuts, så vi kan vænne os til, at det bliver det almindelige, og at vi fremover vil være fast repræsenteret på PGA Tour.


































