Der var spænding til det allersidste putt, før Danish Golf Championship var afgjort på en Furesø Golfklub, der stod perfekt gennem alle fire dage, og som var fyldt godt op med begejstrede tilskuere, der skabte en stemning, som var det Augusta National.
Længe håbede de også på en dansk sejr, for Rasmus Højgaard spillede et perfekt hul 3: Driver, wedge, eagleputt, og med to birdies mere på de følgende tre huller, var han ikke mindre end fire slag foran Marco Penge (billedet/ Getty).
Hul 7-10 spillede han imidlertid i +4, og med usikkert spil på mange huller fremad tillod han Penge at tage spidsen og endda gå to slag foran, ligesom Højgaard, der helst skulle have en udelt andenplads for at ligge godt på Ryder Cup-listen, bagfra fik konkurrence af Ben Schmidt, Mikael Lindberg, Gregorio de Leo og Johannes Veerman.
De faldt dog fra en efter en samtidig med, at tingene begyndte at gå Højgaards vej.Før sidste hul var han to slag efter, men med slag, der lignende dem fra hul 3, stod han for en fremragende eagle, der tvang Penge til at holde et afsluttende birdieputt.
Den udfordring klarede han, men andenpladsen var Høigaards, og nu har han chancen for at spille sig op som nr. 6 på Ryder Cup-listen i næste uge. Slutstillingen i toppen af Danish Golf Championship blev: 1. Marco Penge, England -16. 2. Rasmus Højgaard -15. 2. Ben Schmidt, USA -12. 4. Mikael Lindberg, Sverige og Gregorio de Leo, Italien -11. 6. Kristoffer Reitan, Norge og Elvis Smylie, Australien -9. 8. Johannes Veerman, USA, Sami Välimäki og Oliver Lindell, Finland -8. 11. Mats Ege, Norge -7.
Det var ingen stod dansk sidste dag, men vi må alligevel være stolte af at have ni spillere i top-46. De otte andre placerede sig således: 14. Lucas Bjerregaard -5. 16. Niklas Nørgaard, Rasmus Neergaard-Petersen og Thorbjørn Olesen -4. 34. Nicolai Højgaard -1. 40. Jeff Winther og Jonathan Gøth-Rasmussen +1. 46. Jeppe Kristian +2. Ikke mindst var det en fornem præstation af Rasmus Neergaard-Petersen, der begejstrede sit hjemmepublikum med en fin birdie på sidste hul.
Turneringen var perfekt reklame for dansk golf og Danmark, og igen viste såvel vejret som det danske publikum sig fra sin bedste side som begejstret og sportsligt over for alle deltagere. Næste år spilles Danish Golf Championship i Kerteminde. Bliver vejret lige så godt, er alt klar til næste golffest.






























