Rasmus Højgaard klarede cuttet i Bermuda Championship efter en vild runde, hvor han åbnede med to birdies, straks satte det over styr med to bogeys, igen fik birdie, inden dagens første par kom på 6. hul. Det blev endnu en birdie på 7. hul, men den blev straks nulstillet på 8., og på bag9 blev det lidt for spændende med bogeys på både 13. og 15. inden dagens femte birdie kom på 17. og mere eller mindre sikrede ham adgang til weekendens finalerunder. Det blev sikret med en par på 18. hul, en runde i par 71 og en samlet score på -1, der placerer ham nogenlunde midt i finalefeltet – syv slag fra de to førende spillere, Ryan Armour og Wyndham Clark i -8.

På en dag, hvor kraftig vind over Port Royal Golf Course gjorde scoring vanskelig – banen spillede ca. 3,5 slag sværere fredag end torsdag – så Wyndham Clark ud til at lægge afstand til feltet efter en eagle på 2. hul bragte ham 5 under for dagen og til -10 totalt, to slag bedre end Armour, der havde været ude på formiddagsrunden. To sene bogeys sendte dog Clark tilbage til feltet, og det hele ser meget åbent ud inden finalerunderne.

Kramer Hickok har tredjepladsen alene i -7, mens ia lt 11 spillere er inden for tre slag.

MC til Lucas

Den anden dansker, Lucas Bjerregaard spillede sig i formiddagsrunden ud af turneringen med en 76’er (+5), og missede cuttet klart.

En af forhåndfavoritterne, Will Zalatoris, der blot skal bruge 3 FedEx Cup point (svarende til en 70. plads) for at sikre sig Special Temporary Membership af touren, om rundt i 72 slag og ligger side om side med Rasmus på 36. plads, efter at have kæmpet med at komme indenfor cuttet hele dagen. Da 71 spillere klarede cuttet skal Zalatoris reelt blot undgå at slutte sidst for at sikre sig en fremtidig status på PGA Tour. Han fører p.t. Korn Ferry Tour ranglisten, som netop i år ikke giver kvalifikation til PGA Tour på grund af corona-situationen.

Foto: Getty Images

 

Forrige artikelJeff og Thorbjørn med i weekenden
Næste artikel’65’ – dagens danskertal
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.