Det slag, Rasmus Højgaard (billedet/ Getty) måske var gladest for på moving day, var det bogeyputt, han holede med et chip ude fra på hul 2. Et møghul ændrede sig pludselig fra en katastrofe til et uheld, og da han endte med at komme rundt i -3, holdt han sig i toppen som nr. 7 i -13.
Han er otte slag efter den næsten usårlige Scottie Scheffler, men kun to efter Erik van Royen. Sydafrika, og amerikanerne Adam Schenk og Ricky Castello, der deler andenpladsen.
Ellers var det ingen stor dansk dag. Thorbjørn Olesen faldt tilbage til nr. 33 i -9, Niklas Nørgaard havde en krise med bogeys på 6, 7 og 8 og sluttede dagen i +1. Han ligger som nr. 37 i -8, og endelig havde Nicolai Højgaard sine problemer, før han kom i klubhuset i par og ligger som nr. 61 samlet i -5.
I Black Desert Championship på LPGA fører Haeran Ryu, Korea i -18 foran Ruoning Yin, Kina -16 og Esther Henseleit, Tyskland -15. Emily Pedersen klarede ikke cuttet.
Sebastian Cappelen er nr. 19 i -2 på Korn Ferry Tour, mens Thomas Bjørn i samme score er nr. 24 på Champions Tour, hvor Mike Weir og Retief Goosen deler føringen i -9.
I German International Ladies Amateur Championship er Alvilda Wiberg nr. 9 i +9 før sidste runde.