En frisk vind gjorde det fredag eftermiddag svært at score lavt i Danish Championship på Furesø GK, men den – og banen – sikrede storslået underholdning, selv om varmen var tæt på at være for meget for mange.

Rasmus Højgaard (billedet/ Jesper Vinzents) var fem slag foran Marco Penge, da englænderen gik på banen. Han nåede hurtigt frem på to slags afstand, men bag-9 er de sværeste, så det var i virkeligheden udmærket af ham at slutte i -10, to slag efter Højgaard. Aaron Cockerill, Canada, er nr. 3 i -7, mens Niklas Nørgaard, der mente, at han ikke havde spillet særlig godt, stadig ligger som delt nr. 4 i -6 sammen med Adrien Saddier, Frankrig, og tyskeren Maximilian Steinlechner. Tænk, hvis han nu bliver tilfreds med sit spil i weekenden!

Ellers drejede dagen sig meget om cuttet. Hvor ville det komme til at ligge, og hvem der klarede sig i forhold til grænsen. Mens Jeppe Kristian ikke havde nogen problemer som en fornem nr. 7 i -5, Thorbjørn Olesen pludselig fandt sit gode spil og ligger som nr. 13 i -4, og Nicolai Højgaard, Jeff Winther og Nicolai Højgaard er delt nr. 19 i -3, var sagen ikke så oplagt for Jonathan Gøth-Rasmussen og Rasmus Neergaard-Petersen.

Gøth-Rasmussen klarede sig tilstrækkelig godt gennem bag-9 til at slutte i -1, som blev cutgrænsen. Neergaard-Petersen (billede herunder/ Jesper Vinzents) var tydeligt nervøs over at spille på sin hjemmebane, hvor alle ønskede ham det så godt, og da han skulle have par på 18 par-5 for at klare cuttet, lød der dybe suk, da han slog ud mellem nogle grimme træer og buske i venstre. Han fandt en vej ud på green, slog tredie slag til semirough til højre for green. Et super fjerde slag over to bunkers efterlod ham med et putt på godt en meter for par, og hvem ville have nydt at skulle hole det i den situation?

Imponerende sendte han bolden midt i koppen, og weekenden var reddet for såvel ham som de begejstrede hjemmetilskuere.

Vi skal i øvrigt give tv-kommentatorerne en blomst. Ikke mindst den debuterende Marcus Helligkilde, der forstår at videregive sin viden om de slag, der vil følge: Fx blev han spurgt om et chip fra en position på en bakke fuld af firkløvere. Forventningen var tydeligt, at det skulle være svært, men han analyserede situationen præcist; fastslog, at det var et let putt, og det blev da også sekunder senere slået tæt på hullet.

Der er lagt op til en spændende weekend, hvor den større rutine, som de danske topspillere efterhånden har fået, gør det sandsynligt, at vi kan få den anden danske sejr; ikke usandsynligt til Rasmus Højgaard, der også stod for den første.

Lørdag slår Nicolas Colsaerts – Th. Aiken ud som de første kl. 7.00. Første dansker på banen er Rasmus Neergaard-Petersen kl. 7.40 fulgt af Jonathan Gøth-Rasmussen kl. 8.00

Så er der danskerpause til kl. 10.45, hvor Lucas Bjerregaard til gengæld skal ud sammen med Jeff Winther. 11.05 slår Nicolai Højgaard ud sammen med Julien Guerrier, og i den følgende bold kan man se Thorbjørn Olesen sammen med Johannes Veerman.  12.10 slår den store overraskelse, Jeppe Kristian, ud sammen med Mikael Lindberg, og 12.20 skal Niklas Nørgaard i kamp mod Adrien Saddier. Førerbolden, bestående af Marco Penge og Rasmus Højgaard, kommer på banen kl. 12.40

Forrige artikelRasmus Højgaard fører efter superrunde
Næste artikelForan spændende aften i BMW Championship
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.