Rasmus Højgaard leverede en fornem afslutning på første runde af årets anden major, PGA Championship, der kombineret med stor tålmodighed, placerer han på delt 16. plads.

Den 20-årige dansker indledte med en bogey på 10. hul, der var hans første, og fulgte den op med 12 pars i træk på den uhyre lange, udfordrende bane – den længste i turneringens historie. På 5. hul kom der en bogey mere, men så udnyttede Rasmus par5-hullet 7. til fuldkommenhed. Et brag af et drive ud i fairway og et 174 meter andetslag til under to meter gav en eagle, og på det efterfølgende par3-hul, slog han bolden op til en god meter fra 180 meter og sænkede birdieputtet. Par på sidste gav en total på 71 slag (-1) og altså en delt 16. plads.

Canadiske Corey Conners, som har spillet godt i år og jævnligt været med fremme, indledte med en runde i 67 (-5), og har to slags forspring til hele seks spillere i -3: Viktor Hovland, Aaron Wise, Brooks Koepka, Cameron Davies (trods en triplebogey undervejs), Keegan Bradley og den unge englænder Sam Horsfield.

Blandt spillerne i -2 og på ottendepladsen finder man én af favoritterne, Collin Morikawa, og veteranen Phil Mickelson. To andre forhåndsfavoritter; Bryson DeChambeau og Jon Rahm er i par, Masters-vinderen Hideki Matsuyama er i +1 ligesom bl.a. Jordan Spieth.

Bookmakernes favorit Rory McIlroy, der vandt PGA Championship overlegent på Ocean Course for ni år siden, og omsider vandt igen for to uger siden skuffede voldsomt og er side om side med Justin Thomas på +3 – og udenfor cuttet. Verdensetteren Dustin Johnson gik det endnu værre, +4 og kun lige i top100.

Nicole godt i gang

På LPGA ligger Nicole Broch Larsen på delt 22. plads efter 1. runde af Pure Silk. Hun gik runden i -1, og er 4 slag fra den førende Wei-Ling Hsu fra Taiwan.

Foto: Getty Images’ fotograf fangede meget kunstnerisk Rasmus’ smukke teeslag på 8. hul.

Forrige artikelNiklas og Oliver klarede cuttet
Næste artikelSebastian Friedrichsen overlevede fire bogeys på fem huller og vandt Portuguese Championship efter omspil
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.