Med sin tredje 67’er i træk spillede Rory McIlroy sig i nat i position til at vinde WGC-HSBC Champions i Shanghai. Han fører i -15 med et enkelt slag til sydafrikanske Louis Oosthuizen, der med en 65’er spillede sig frem i førerbolden, og yderligere et enkelt slag tilbage ligger Xander Schauffele og Matthew Fitzpatrick i -13.

Det vil være højst overraskende hvis det ikke bliver én af de fire, der løfter årets sidste WGC-trofæ, men om det lige bliver favoritten McIlroy, skal man ikke være så sikker på. McIlroy har en forholdsvis stabil historik i forhold til ikke at kunne vinde fra spids – det går sædvanligvis noget bedre, når han kommer bagfra.

Cappelen i pengene

På Bermuda sikrede Sebastian Cappelen sig uden de store udfordringer en plads i weekendens finalerunder. Han gik 69 (-2) og ligger i -5 på en mangedelt 27. plads, seks slag efter den førende trio Harry Higgs, Scottie Scheffler og Brendan Todd. Sidstnævnte kom nærmest ud af det blå, da han sluttede sin anden runde med fire birdies i træk for at nå -11.

Amerikansk føring

På LPGA Tour i Taiwan har både Nanna Koerstz Madsen og Nicole Broch Larsen mistet pusten efter en stribe gode præstationer. Nanna gik 3. runde i +1, Nicole i +6, og de ligger hhv. delt 51. og delt 73. Nelly Korda, USA, har taget føringen foran Minjee Lee, Australien og tyske Caroline Masson.

Foto: Getty Images

Forrige artikelIAGTO Awards vinderne 2020 blev kåret i Marrakech i Marokko
Næste artikelMercedes Trophy for 30. gang
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.