Det var ikke spændende, men det var en nydelse at følge Scottie Schefflers spil på vej mod en stensikker sejr i C J Cup Byron Nelson. Det var kun et spørgsmål om, hvor mange slag han skulle være foran, så både han og vi andre tog det som en oplevelse, da hans chip på hul 17 vendte tilbage og lagde bolden for hans fødder: Værs’go! Prøv igen.
Sidste runde gik han i -8, og det gjorde hans medspiller i førerbolden, Erik van Royen, også, så det var et imponerende par, der sikkert forsvarede deres placeringer: 1. Scheffler -31 (scoringsrekord). 2. van Royen -23. 3. Sam Stevens -20. 4. Jordan Spieth -19. Ni spillere delte femtepladsen i -18. På Gettys billede er førerbolden på vej til hul 18.
Spieth spillede som i gamle dage og var sidste rundes bedste spiller i -9.
Det var ingen stor dansk slutdag. Rasmus Højgaard spillede sig hurtigt ud af topstriden og lå i +5, da han nåede til hul 18, hvor han sluttede med en birdie – trods alt. Vi mindes, at Tiger Woods en gang, hvor han var på toppen, gik en 81er, og det må da trøste Rasmus Højgaard før de to kommende ugers store turneringer.
Bedste dansker blev Thorbjørn Olesen som nr. 29 i -13, mens Niklas Nørgaard blev nr. 33 i -12. Begge gik sidste runde i -4. Rasmus Højgaard blev nr. 48 i -9 og Nicolai Højgaard nr. 56 i -6.
På Korn Ferry Tour blev Sebastian Cappelen nr. 12 i -1, mens Thomas Bjørn blev nr. 11 på Champions Tour.
På LPGA har Hae-Ran Ryu fra Korea flere gange haft svært ved at køre en sejr i hus, men ikke i dag, hvor hun vandt Black Desert Championship i Utah i -26, fem slag foran de nærmeste konkurrenter, Esther Henseleit, Tyskland og Ruoning Yin, Kina.
I German International Ladies Amateur sejrede Annabella Sapper, Tyskland i +4, mens de tre danske spillere placerede sig således: 4. Alvilda Wiberg +10. 32. Melissa Johansen +36. 48. Viktoria Kristensen +42.