Rasmus Neergaard-Petersen (billedet/ Getty) udnyttede den chance, han fik på DP World Tour, perfekt, da han besatte syvendepladsen i BMW International Open på München Eichenried.

Det er de færreste, der kan holde fast i fire runder i toppen i deres debut i den europæiske top, men det kunne Neergaard-Petersen, selv om han gik i +1 på moving day. I slutrunden gik han for-9 i -3 og bag-9 i par med birdie på 18 efter et tæt-på-eagleputt.

En 8. plads giver ham også mulighed for at spille Betfried British Masters i den kommende uge, og uanset placeringen her er han sikker på at spille Made in HimmerLand, som han har fået invitation til.

I toppen lignede det længe en kamp om at undgå at vinde for den førende Joost Luiten, der måtte redde sig med det ene parputt efter det andet, før han fik bogey på 17 og kom et slag efter den 27-årige sydafrikaner Thristan Lawrence, som havde et meget specielt scorekort i sidste runde: 8 birdies, 5 bogeys og 5 pars. Det rakte til hans fjerde sejr på DP World Tour i denne slutstilling i toppen:

1. Thristan Lawrence, Sydafrika -13. 2. Joost Luiten, Holland -12. 3. Rikuya Hoshino, Japan, Daniel Hillier, New Zealand og Adian Meronk, Polen -11. 7 Rasmus Neergaard-Petersen, Daan Huizing, Holland og Matthieu Pavon, Frankrig -10. 10. Callum Hill, Skotland og Guido Migliozzi, Italien.

Vi bemærker, at der i top-11 var spillere fra 10 nationer og kun en fra Storbritannien.

John Axelsen spillede for-9 i -3 og var kortvarigt på femtepladsen, men han må ærgre sig over seks bogeys på bag-9. Birdie på 18 sikrede ham en 18. plads i -5, og på Race to Dubai ligger han nu nr. 108, dvs. til at få fornyet sit kort. Neergaard-Petersen rykker ind på listen som nr. 178 og passerer i et hug 13 spillere.

For de øvrige danske spillere blev det en trist afslutning, der førte frem til disse placeringer: 52. Søren Kjeldsen +1. 59. Niklas Nørgaard +2. 76. Christoffer Bring +9.

Forrige artikelEmma Bunch og Malte Skaanning vandt DM i hulspil
Næste artikelKinesisk sejr i Women’s PGA Championship
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.