Sikke en dansk golfuge, vi har gang i: Marcus Helligkilde fører på Challenge Tour (se opslag), Emily og Nanna kæmpede fornemt, om end forgæves, for olympiske medaljer og Lucas Bjerregaard har genfundet formen og fører på European Tour i Skotland.

Damerne først. Det blev ikke til medaljer ved OL, men Emily Kristine Pedersen sluttede på en flot femteplads i -13, efter på et tidspunkt midtvejs at have været helt oppe på andenpladsen, men bare to slag til den førende Nelly Korda, som vandt guldet, men slet ikke så sikkert som det ellers længe så ud. Nanna Koerstz Madsen blev nummer ni i -10 og med hele den absolutte verdenselite til start var det alt andet lige fantastiske resultater af de to Smørum-piger. De satte i høj grad deres præg på turneringen, ikke mindst i den formidable anden runde, hvor de spillede verdensklassegolf og hvor kun verdens nummer et, Nelly Korda, kunne holde dem stangen.

Det blev guld til Korda -17, mens sølv og bronze måtte afgøres efter omspil i -16: Sølv til hjemmefavoritten Mone Imani og bronze til Lydia Ko, et skridt ned af podiet efter sølv i Rio.

Lucas i storform

Det er ingen hemmelighed, at Lucas Bjerregaard længe har lignet en golfspiller helt blottet for selvtillid, men i Hero Open i St. Andrews i Skotland – på Fairmont St. Andrews lidt udenfor byen, ikke den berømte Old Course inde i byen – gik frederikshavneren fuldkommen birdieamok da anden runde med lang forsinkelse på grund af regnvejr og en oversvømmet bane blev spillet færdig. 11 birdies lavede han undervejs til til 62’er (-10), og efter to år, hvor en 28. plads har været hans bedste placering, og hvor han er faldet ned som nummer 960 (!) på verdensranglisten, fører Lucas nu turneringen med to runder tilbage at spille.

Cappelen klarer cuttet

I USA klarede Sebastian Cappelen akkurat cuttet i den lille alternate turnering Barracuda Championship, hvor man spiller modificeret stableford. Han har 10 point, den førende Emiliano Grillo har 29 point.

I Tennessee mødes verdenseliten til den foreløbigt sidste udgave af WGC- FedEX St. Jude invitational. Her holdt Harris English fast i føringen med en 65’er og -13 samlet, men både Cameron Smith og Abraham Ancer gik bogeyfri 62’ere og er i -11 på delt andenplads. Ian Poulter er i -10 på delt fjerdeplads og banker på til Padraig Harringtons Ryder Cup-hold. Mon ikke Harrington efter et MC i Barracuda flyver til Memphis for at se Poulter efter i sømmene.

Og vi kan da lige runde de dygtige OL-damer af i samme ombæring. Emily er sikker på en plads på Solheim Cup holdet, og kun én anden europæer, Stephanie Meadow fra Irland, var bedre end Nanna, og hun er ikke inde i billedet overhovedet. Stabile præstationer fra Nanna i Ladies Scottish Open i næste uge og Women’s Open ugen efter kan meget vel sikre hende en plads på samme hold. Efter OL kunne en genskabelse af det uovervindelige foursome-makkerpar fra Smørum til Solheim Cup godt ligge i kortene.

Foto: Getty Images

Forrige artikelMarcus fortsætter vildskaben
Næste artikelHelligkilde fører med 5
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.