Semifinalerne i slutspillet, som måtte standses undervejs pga. af tordenvejr, gik nogenlunde som ventet i de to rækker. Kun Odense Eventyrs herrer var tæt på at skabe en overraskelse mod Silkeborg-Ry, da de delte foursomes 3-3 og var foran 8-6 med tre singler tilbage, men dem vandt jyderne til sejrscifre 10-8. På Jesper Vinzents billede ses Oliver Hundebøll, der var en af de tre sidste singler, der sikrede Silkeborg/Ry sejren.

Hvis Gyttegaard uden brødrene Højgaard skulle vinde over Smørum uden Marcus Helligkilde, krævede det, at marginalerne var med, men da første foursome blev tabt 1-0, mens tredje foursome blev delt, var stillingen 5-1 i sjællændernes favør. Da de fortsatte med at tage 5 p i de tre første singler, havde Smørum vundet.

Finale Smørum – Silkeborg-Ry. Om 3. pladsen Gyttegaard – Odense Eventyr.

Hos damerne vandt Smørum 10-2 over Aalborg og møder i finalen Vejle, der vandt uden kamp, fordi Hillerød havde meldt fra, fordi storklubben ikke kunne stille hold, bl.a. med begrundelsen, at deres playing pros var presset i deres program. Det kan godt være sandt, men ingen af dem spiller i denne weekend, så om det kan være en gyldig begrundelse, må vi se. Det er mere logisk, at collegespillere i USA ikke kan komme hjem.

I reglementet skelnes der mellem afbud og udeblivelse, og accepteres Hillerøds afbud, sker der ikke yderligere. Var det derimod udeblivelser, fordi der er tale om slutspil, er konsekvenserne uoverskuelige.

Finale søndag mellem Smørum og Vejle, mens Aalborg er sikret bronze uden kamp.

Forrige artikelKjeldsen og Hovland i delt føring på Wentworth
Næste artikelKjeldsen blev nr. 5 og sikrede sit kort for 2023
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.