Der var ikke dansk scoringsfest på moving day i damernes OL-golf, men det var de ‘rigtige’ konkurrenter, der fik de bedste runder, så før sidste runde ligger Emily Pedersen på delt bronzeplads i -10, mens Nanna Koerstz Madsen er delt 9 i -8.

Pedersen fik ellers den perfekte start med to birdies og plads som nr. 2 på leaderboardet, men på 3 og 4 fulgte to bogeys. Resten af runden gik i par bortset fra en bogey og to birdies, der trods alt tog runden til den rigtige side af par. Birdiechance efter birdiechance løb tæt på hullet, men boldene blev slået længere fra hullerne end fredag, så putts var sværere.

Koerstz Madsen startede meget nervøst med tre bogeys, men spillede sig til slut frem i +1 for dagen og stadig med medaljechance, idet stillingen er: 1. Nelly Korda, USA -15. 2. Aditi Ashok, Indien -12. 3. Emily Pedersen, Lydia Ko, New Zealandm Hannah Green, Australien og Mone Imani, Japan. 7. Nanna Koerstz Madsen, Madeleine Sagström, Sverige og Nasa Hataoka, Japan -8. Blandt spillerne i -7 finder vi det finske stjerneskud Matilda Castren.

Korda kæmpede som danskerne med en sej dag, mens Aditi Ashok (billedet/ Getty) viste, at selv om man ikke er langtslående, kan man fint være med, hvis man har intelligent course management og en varm putter.

Dårligt vejr kan komme til at være temmeligt afgørende. Der ventes regn og storm fra en tyfon, der strejfer området, og vi krydser fingre for, at det er muligt at afvikle fjerde runde, som startes allerede kl. 23.30 dansk tid – også på Golf tv – men bliver der kun 54 huller, har vi Emily Pedersen i omspil om bronze.

 

Forrige artikelDansk brillians på Challenge Tour og i Frederikshavn, men ikke i Skotland
Næste artikelWGC og Barracuda
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.