Feltet i The Open på Royal Portrush i Nordirland er årets stærkeste. Ingen mangler, og når man gennemgår tee times, sidder man hele tiden og tænker: Han kan også vinde, og han kan også vinde, og han kan også vinde …
De seks danske spillere var en kort overgang tirsdag blevet til otte, fordi de engelske amatører Sebastian Cave og Frazer Jones havde fået dansk flag og betegnelsen DEN, men det blev forholdsvis hurtigt rettet. De seks, der ER danske, skal overvejende tidligt ud torsdag. Ja, faktisk går Nicolai Højgaard på banen i den allerførste bold kl. 6.35 lokal tid (7.35 dansk tid) sammen med Padraig Harrington og Tom McKibbin.
Kl. 7.03 går Jacob Skov Olesen ud i en meget spændende bold med Jason Day og Taylor Pendrith, og Niklas Nørgaard får også passende modstand, når han kl. 7.30 slår ud sammen med Max Greyserman og Byeong Hun An.
8.36 går Thorbjørn Olesen på banen sammen med Matthew Jordan og den tjekkiske amatør Filip Jakubcik, mens John Axelsen slår ud kl. 10.53 sammen med Dylan Naidoo og Darren Fichardt. Sidste dansker er Rasmus Højgaard, der kl. 13.37 skal af sted sammen med Christiaan Bezuidenhout og Romain Langasqe.
De bolde, der er sammensat med henblik på tv, er kl. 9.58 Xander Schauffele sammen med J. J. Spaun og Jon Rahm, og umiddelbart efter kl. 10.09 Shane Lowry, Collin Morikawa og Scottie Scheffler. Kl. 14.48 går Robert MacIntyre ud med Bryson DeChambeau og Justin Rose, og her er næste bold også interessant: Jordan Spieth, Ludvig Åberg og Viktor Hovland. De lokale favoritter, Rory McIlroy og Tommy Fleetwood, spiller de to første runder sammen med Justin Thomas og slår ud kl. 15.10 torsdag.
Alle de angivne tider er de britiske, og der skal lægges en time til.

































