210 km skal Thomas Bjørn vandre på fire dage fra sin hjemmeklub Wentworth til Celtic Manor i Wales i den kommende uge for at skaffe penge til Unicef UK Save Generation COVID samt Golf Foundation.

Inspirationen er utvivlsomt den 100-årige Tom Moore, der gik og gik og gik og skaffede 33 millioner £ til arbejdet mod coronavirussen og som blev adlet for det af Dronning Elisabeth, og Bjørns præstation bliver formentlig lige så anstrengende.

52,5 km daglig er en betydelig dagsmarch, og det er meningen, at han skal ankomme til Celtic Manor, hvor Jeppe Huldahl har vundet, og hvor Europa har besejret USA i Ryder Cup, under afslutningen af den første af to turneringer på banen – hvorefter han skal spille den anden, hvis han ikke har for mange vabler!

Med på turen har Bjørn i øvrigt Ryder Cup-trofæet, som han jo selv har været med til at vinde først som aktiv og siden som først vicekaptajn og siden kaptajn. Han skal formentlig ikke bære det. På billedet fra Ferie for alle-massen i Herning ses han med en kopi af trofæet, bygget i LEGO.

Forrige artikelDejbjerg er bår´ dæjli!
Næste artikelRasmus Højgaard bomber videre
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.