Tirsdagsanekdoten besøgte Skei Golf, Nordens højest beliggende golfbane 840 m over havet, hvor Morten Sæther (billedet) har stået for den daglige ledelse siden 2014.

Skeis drivingrange

Området omkring Skeikampen Højfjeldshotel, der i dag hedder Thon Skeikampen Hotel, og Gausdal Højfjeldshotel, som i dag er omdannet til et kompleks af luksuslejligheder, kendes af titusindvis af danskere, der har været på ferie sommer eller vinter.

Det er i dag et rekreativt område, der er perfekt til familieferier, som man man holde i såvel campingvogne som hytter og på hotel.

Folkeliv på Skeikampen

En af mange aktiviteter er golfbanen, hvis driving range dagligt opsøges af mange nysgerige ikke-golfere, der falder i snak med Morten, låner udstyr og lejer en time eller to, hvor humøret som regel er fjeldhøjt.

Mange af dem, der bor i hytter eller campingvogne, starter på golf og tegner medlemsskab, så der er ca. 625 medlemmer, og desuden købes der masser af golfbakker i den fire måneder lange sæson.

Siden han tiltrådte, er det lykkedes Sæther at fordoble omsætningen, og hvert eneste år har der været overskud. Hans kontrakt er udformet sådan, at han får del i overskuddet, men den er ret usædvanlig på en anden vis.

Han har nemlig ikke noget til overs for alle de topledere i erhvervslivet, der får kæmpebonus for at passe deres arbejde – gør de det ikke så godt, får de stor bonus trods underskud – og gør de det katastrofalt, bliver de fyret med et stort gyldent håndtryk.

I Sæthers tilfælde er det sådan, at skulle der mod forventning – som stewardesserne siger om den mulige landing af et fly på havet – blive underskud, bliver hans bonus også negativ. Der trækkes i hans løn.

– Det er det eneste rimelige, konstaterer han – og det skal vi da have indført i Danmark såvel, når det gælder offentlige, som når det gælder private, topledere.

Forrige artikelTV-golf: European Tour tilbage og Wolff i forsvar
Næste artikelDanskere skipper LPGA genstart
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.