Det er skønt at vide, at man kan spille golf, så længe man endnu kan slæbe sig rundt på ni huller, og det er der mange beviser på.

Det seneste er fra Boone, North Carolina, hvor den 89-årige Boyden Atwood i sin faste bold, fem for lejligheden, gik en runde i 67 slag. Han gik den fra rød tee på 4660 m og med hævede kopper i stedet for huller i anledning af coronavirussen, men alligevel var det noget af en præstation. Det var tæt på den af Guiness Book of records registrerede 64’er af John Powell på 86 år 1. juni 2017, men naturligvis ikke til at sammenligne. Det er trods alt lettere at ramme en hævet kop end et hul.

Atwood skød på sin 70 års fødselsdag en 68’er, som han nok stadig bør betragte som sin bedste runde, men han kunne knap få armene ned efter sin aktuelle præstation, og det er forståeligt:

– Jeg sagde til gutterne, at det egentlig er meningsløst at spille resten af året, for jeg vil ikke kunne forbedre mit spil. Mit jernspil var det bedste nogensinde, og på alle fire par-3-huller havde jeg birdiechancer.

Han noterede to bogeys og to near-misses på sin runde, men også en eagle fra 80 m, og det blev til mange lette albue-high-fives – når man nu ikke må lave rigtige high-fives for tiden. Atwoods har i øvrigt fået fire holes-in-one i sit liv, men han mener, at de lave runder er større. De kræver dygtighed og ikke held.

Bob Charles

Hvilken runde er den mest imponerende, der er skudt af professionelle? Efter min mening kommer den nu 84-årige Bob Charles fra New Zealand kraftigt ind i billedet – og ham har vi faktisk et af.

Han var i 1963 den første lefty, der vandt en major. På Champions Tour vandt han 23 gange. Hans evigt unge og altid veltrænede krop har tilladt ham at etablere nogle fantastiske aldersrekorder. I 2007 klarede han som 71-årig cuttet i New Zealand Open som den ældste nogensinde på European Tour og sluttede som nr. 23. To gange i rundens løb skød han under sin alder på 71.

Den måske største af samtlige Charles’ præstationer kom i 2012. Her deltog han som 76-årig i Bad Ragaz, Schweiz, på European Senior Tour blandt kolleger ned til 50 år og tog spidsen efter en første runde i 66 slag, ti under sin alder. Amerikaneren Tim Thelen vandt turneringen i -12 foran Mark James -10 og Ian Woosnam -9, men det var de 76-årige veteraner, Sir Bob Charles og Gary Player, der stjal rampelyset, selv om Player i åbningsrunden ‘kun’ gik i 72. Begge spillere havde til slut lutter scorer under deres alder, Charles 66-73-72 og Player 72-70-71. Imponerende og livsbekræftende.

Forrige artikelHimmerLand udvider til glæde for hele familien
Næste artikelOnsdagssneglen online #5: Godt nyt i svære tider
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.