Hvem kommer til det professionelle danske mesterskab på HimmerLand?

Spændingen er stor, for kommer alle dem, der netop nu står på startlisten, kommer vi bl.a. til at se Lucas Bjerregaard, Anders Hansen, Thomas Bjørn og Thorbjørn Olesen, men vi kan langt fra være sikre på, at de kan komme ind og ud af Danmark uden karantæne.

Derimod ved vi, at Thorbjørn Olesen kommer til at spille, hvis han kan, for ingen af sponsorerne har haft indvendinger imod det, og det ville være dejligt at se ham i aktion igen. Uanset, om de fire nævnte ikke kommer hjem, bliver det en fantastisk turnering, som – også – bliver spændende, fordi Nicole Broch Larsen, Nanna Koerstz Madsen og Emily Pedersen er i feltet.

Woods om Floyd

Tiger Woods er blandt de sportsstjerner, der har kommenteret sagen om politimordet på George Floyd.

– Jeg har altid støtte samfundets lov og orden. Politiet bliver i almindelighed trænet godt i at forstå, hvornår og hvor man skal anvende magt, men i den chokerende behandling af George Floyd har politiet krydset grænsen for, hvad der er ret og rimeligt.

– Jeg husker optøjerne i Los Angeles i sin tid, der lærte mig, at uddannelse er den rigtige vej videre (efter drabet på Rodney King). Vi kan komme med vores synspunkter uden at brænde de kvarterer af, som vi bor i. Jeg håber, at vi gennem konstruktiv, ærlig samtale kan nå frem til et sikrere, forenet samfund, sagde Woods.

Ingen siger, at Theegala er farvet

Faktisk er den 22-årige Sahith Theegala (billedet/Getty) lige så mørk i huden som Vijay Singh. Han blev årets collegespiller i USA og venter på at debutere som professionelt på højt niveau. Som flere andre er han nu dukket op på den lille Outlaw Tour i Arizona, hvor han tog spidsen i Lone Tree Championship med en 62er (-8) i første runde.

Siden gik birdietempoet ned, og han sluttede sin første runde som professionel som delt nr. 3 i -16 efter Tyler Weworski, som skød 61 i anden runde på Lone Tree GC og sluttede i -22 foran Arnold Palmers barnebarn, Sam Saunders -18.

Det burde naturligvis ikke være nødvendigt at notere sig, at journalisterne generelt ikke nævner Theegalas hudfarve, men netop nu er det ekstra glædeligt.

 

Forrige artikelPGA Tour: Aflysning og ny turnering
Næste artikelSure spillere: Uretfærdigt
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.