I Varde Golfklub arbejdes der med to projekter i øjeblikket – et der er synligt, og et der er knapt så synligt.
I mange år har de grønne fairways og hurtige greens været klubbens varemærke, mens Varde Å godt nok har ligget der tæt på banen, men i al ubemærkethed. I disse år bliver der imidlertid tyndet ud i bevoksningen, så den flotte ådal kan ses fra mange af hullerne. Åen er ikke som sådan i spil, men udsigten udover ådalen giver spillet en ny dimension. Samtidigt arbejdes der med små justeringer af baneforløbet, så sværhedsgraden øges samtidigt med, at banens karakter som parkbane understreges.

Beliggenheden tæt ved åen og bymidten gør, at vi i disse år tiltrækker mange juniorer – der selv kan cykle ud til banen. Og det er en selvforstærkende proces. Hvor der er mange juniorer, kommer der endnu flere. Og i øjeblikket har vi fornøjelsen af, at rigtigt mange juniorpiger har meldt sig under fanerne, fortæller en stolt juniorudvalgsformand Lars Jull.
Det andet store projekt er en konsekvens af Corona-nedlukningen.

Ånden ud af flasken – igen
Klubånden led meget under Corona-nedlukningen. Medlemmerne kunne ikke komme i klubhuset, der var dybest set ingen klubturneringer og restauranten nåede dårligt at åbne, før den skulle lukkes igen eller kun måtte holde åbent med mange restriktioner. Så medlemmerne har vænnet sig til at tage på golfbanen, spille 9 eller 18 huller og så køre hjem igen. Man taler og hygger sig med dem, man har spillet med, men nogen større interaktion med resten af klubbens medlemmer sker ikke. Så klubånden, som er det helt centrale omdrejningspunkt i de fleste golfklubber, ligger i dvale.
Det skal vi have lavet om på og have givet klubånden en vitaminindsprøjtning, så vi kommer tilbage til den gode stemning med mange mennesker i klubhuset og på terrasserne igen. Det handler dels om, at restauranten laver nogle gode tilbud med grillpølser og fadøl i de lune sommeraftner, men også om at klubben er frisk på nye initiativer og finder erstatninger for de aflyste klubturneringer. ”Golf & Grill” og andre arrangementer med kort forberedelsestid med klar vægt på det sociale, alternative spilformer som bestball og greensome – grillmad og kolde fadøl kombineret med musikalske indslag fra bl.a. vores syngende greenkeeper har været en succes, som vi vil gentage.
Vi skal have liv i klubhuset og må prøve os frem med de midler, der virker i en post Corona tid.

Forrige artikelAlle danske hold ligger til A-finaler
Næste artikelBanerekord på Dueodde
Golfbladet er Danmarks største golfavis, som nu også tilbyder et digitalt univers. Vi bringer nyheder, billeder, analyser samt anmeldelser af udstyr, baner og rejser.