PGA Tour er nået til sæsonfinalen The Tour Championship, som traditionen tro spilles på East Lake GC i Atlanta, Georgia. Kun de 30 bedste i sæsonen er kvalificeret, og de spiller igen i år efter det interessante, men omdiskuterede ’jagtstart’-format, der blev introduceret sidste år.

Det foregår på den måde, at vinderen af turneringen vinder FedEx Cup’en uanset hvilken placering på ranglisten han havde da turneringen startede. Men, de førende spillere får altså alligevel en fordel frem for dem længere nede på listen. Dustin Johnsen (billedet), der er nummer 1 nu, starter således turneringen i -10, Jon Rahm -8, Justin Thomas -7, Webb Simpson -6, Collin Morikawa -5. De følgende fem starter i -4, de næste fem i -3, derefter fem spillere i -2, fem spillere i -1 og spillerne placeret fra nr. 26-30 starter som de plejer i par.

Rory McIlroy er forsvarende mester og starter i gruppen på -3, altså syv slag efter Dustin Johnson.

Alle 30 stiller op – naturligvis, for der er mange, mange millioner på spil – men Rory McIlroy kan blive far når-som-helst, og sker der noget på den front, har han sagt at han er den, der er smuttet.

Den samlede præmiesum er – hold på hatten – 60 mio. $ (ca. 370 mio. kroner) til fordeling mellem 30 spillere, som i forvejen har tjent mellem 2,3 og 7,3 mio. $ i den forkortede og corona-plagede sæson.

Spilleformatet betyder, at den der leverer ugens laveste score, ikke nødvendigvis vinder, og derfor bliver turneringens verdensranglistepoint udregnet ud fra den reelle score i turneringen. Den spiller, der vinder, kan altså ende med ’kun’ at få verdensranglistepoint svarende til f.eks. en femteplads, men mon ikke at de 15 mio. $ for FedEx-’sejren’ er et brugbart plaster på det sår?

GOLFTV sender alle fire dage – og det er i denne uge FREDAG til MANDAG (som er helligdag i USA) fra kl. 19, mandag dog fra kl. 18. De to første dage i samsending med Eurosport, de to sidste eksklusivt på GOLFTV og med studieoptakt en time inden transmissionen begynder. Jesper Knudsen og Søren Hansen kommenterer, Anders Sigdal er studievært.

Valderrama kalder

Efter seks uger i Storbritannien til UK Swing, starter European Tour nu et lille swing på den Iberiske halvø, og man lægger ud på vidunderlige Valderrama på Solkysten med turneringen med det mundrette navn Estrella Damm N.A. Andalucia Masters. Der er blevet plads til seks danskere i feltet, anført af sidste uges vinder Rasmus Højgaard, som er sat i bold med Lee Westwood og Jorge Campillo, så han får igen masser af tv-tid. De øvrige er Joachim B. Hansen, Thomas Bjørn, Thorbjørn Olesen, Jeff Winther og Søren Kjeldsen, som har gode minder fra banen. Han vandt Volvo Masters tilbage i 2008, dengang det var European Tours sæsonfinale.

V Sport Golf/Viaplay sender torsdag-fredag fra kl. 12 og igen fra kl. 15, lørdag-søndag fra kl. 13.30. Michael Lermark og Jesper Kjærbye kommenterer.

Hverken på Ladies European Tour og LPGA Tour er der turneringer denne uge.

Foto: Getty Images.

Forrige artikelNyt om Rolex rankings, Nicole Broch Larsen, danske landshold og tre nye ET-begivenheder
Næste artikelSenior-herrer i kvartfinale ved EM
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.