Når et stjernespækket felt med bl.a. weekendens vinder, Lee Westwood, Tommy Fleetwood, Bryson DeChambeau, Shane Lowry, Matthew Fitzpatrick og yderligere 15 af verdens Top60, torsdag indleder den traditionsrige Omega Dubai Desert Classic på Emirates GC i Dubai er det med danske Niklas Nørgaard Møller (foto) på startlisten.

Kokkedal-spilleren, der havde et forrygende 2019, og som efter en enkelt sejr og et mindre ocean af andenpladser endte med at vinde Nordic League Rankings og sikre sig et fuldt kort til Challenge Tour, har fået et wild card til turneringen.

Dermed får han mulighed for at måle sig med en række af spillets bedste, og det skal blive spændende at se hvor han står forud for sæsonstarten på Challenge Tour.

Niklas får følgeskab af seks andre danskere. Benjamin Poke, der ligeledes har fået et wild card (ved Made in Denmarks promotor, Flemming Astrups mellemkomst), Rasmus Højgaard, Søren Kjeldsen, Jeff Winther, Joachim B. Hansen og den tidligere vinder af turneringen, Thomas Bjørn.

Det er som sædvanligt Viasat Golf/Viaplay, der sender fra Dubai alle fire dage. Torsdag fra kl. 05-10.30 og igen fra 12.30-15.30, fredag fra 8.30-15 og i weekenden fra kl. 9.30-14.30 med Henrik Knudsen og Michael Lermark som kommentatorer.

Tigers yndlingsbane

Sebastian Cappelen fik endelig et topresultat på PGA Tour i The American Express og skal forsøge at tage sin gode form med videre til en af sæsonens foreløbigt stærkeste turneringer, Farmers Insurance Open på Torrey Pines ved San Diego. Samtidig skal Lucas Bjerregaard se om han kan få vendt kajakken. De seneste måneder har ikke været resultatmæssigt utilfredsstillende for nordjyden, men han sluttede flot af i sidste uge selvom det var for sent til at klare cuttet.

Tiger Woods vender tilbage til en af sine absolutte favoritbaner og spiller sin første turnering i 2020. Syv gange tidligere har Tiger vundet turneringen på Torrey Pines South Course, og oveni kommer hans dramatiske sejr i US Open 2008, hvor han nærmest på ét ben og kæmpende med smerter måtte ud i først 18 hullers omspil med Rocco Mediate og siden endnu et omspilshul inden han kunne løfte sit tredje US Open-trofæ og vinde sin 14. major.

Feltet er altid stærkt på Torrey Pines, hvor også den forsvarende mester Justin Rose, Rory McIlroy, Jon Rahm, Patrick Reed, Cameron Smith, Xander Schauffele, Phil Mickelson, Collin Morikawa og Francesco Molinari stiller til start.

Turneringen sendes på GolfTV/Eurosport 2 torsdag og fredag fra kl. 21 og i weekenden allerede fra kl. 19 udelukkende på GolfTV med Anders Sigdal og Søren Hansen som kommentatorer.

Nannas sæsondebut

På LPGA Tour sæsondebuterer Nanna Koerstz Madsen i Gainbridge LPGA at Boca Rio. Turneringen, der spilles i Florida har deltagelse af 22 af de 24 spillere, der var på USA’s og Europas Solheim Cup-hold, samt naturligvis en stribe af de asiatiske stjerner som Sei Young Kim, Jutanugarn søstrene og  Inbee Park, Nasa Hataoka, der begge var i omspil i sidste uge, og tabte til Gaby Lopez, som også stiller op.

Viasat Golf/Viaplay sender fra kl. 17.30 torsdag/fredag og fra kl. 21 i weekenden med amerikanske kommentatorer.

LET Q-School

Fra onsdag til søndag spilles Ladies European Tours Final Qualifying på La Manga med danskerne Louise Markvardsen, Line Toft Hansen og Linette Littau Dürr Holmslyk i feltet. De skal forsøge at sikre sig et kort til LET for 2020. De fem bedste får fuld status, mens nummer 6-20 får en kategori 8a og alle der klarer cuttet efter 72 huller opnår en kategori 9b, mens dem, der misser cuttet (top60 og delt) stadig kan håbe på enkelte starter med en kategori 12a, hvor de rangeres efter deres resultat. Målet er dermed ret klart; det gælder om at slutte så højt oppe som muligt. Der er ikke tv-transmission fra LET Q-school.

 

Forrige artikelTirsdagsanekdoten om flest turneringer på ET
Næste artikelOmspil over to dage og syv huller vundet af Lopez
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.