USA fik sat deres Ryder Cup-hold tirsdag, og på mandag vil Europas kaptajn, Luke Donald, sætte de seks navne på holdkortet, som han vælger at give et af sine wild cards.

Inden da skal der lige fordeles to pladser til direkte kvalifikation ved Omega European Masters; én fra European Points listen, hvor Robert MacIntyre sidder på mandatet, og én fra World Points listen, hvor Tommy Fleetwood indtager den tredje plads efter at Tyrrell Hatton søndag matematisk sikrede sin plads ved Tour Championship.

Matt Fitzpatrick (billedet) er taget til Crans-sur-Sierre i Schweiz i forsøget på at indhente Fleetwood på World Points listen. Desuden bejler bl.a. Nicolai og Rasmus Højgaard, Victor Perez, Yannik Paul, Adrian Meronk, Adrian Otaegui, Ludvig Åberg, Alexander Björk og måske Thorbjørn Olesen til en plads. De er alle med i Schweiz.

Det er Sepp Straka ikke, og måske bemærkelselsværdigt, heller ikke Shane Lowry, som kiksede stort i sidste uge og missede cuttet i Tjekkiet. De har muligvis allerede modtaget en form for indikation fra Donald, det ved vi ikke.

V Sport Golf sender fra turneringen kl. 13.30 torsdag-fredag og fra kl. 12.30 i weekenden.

V Sport Golf sender også fra midnat torsdag og fredag, samt fra kl. 20 i weekenden fra LPGA Tours hvor både Emily Kristine Pedersen og Nanna Koerstz Madsen er med.

Desuden sender man fra amatørmatchen Walker Cup mellem Storbritannien & Irland og USA kl. 17.30 lørdag og søndag.

Discovery+ sender alle fire dage fra Ladies European Tours Irish Open med bl.a. Nicole Broch Estrup og Smilla Sønderby. Torsdag-fredag fra kl. 17, lørdag kl. 16 og søndag kl. 15.30.

Foto: Getty Images

Forrige artikelRyder Cup: USA udtager Thomas og Koepka
Næste artikelFem danskere i top-8 i Finland
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.