Aldrig har så mange danskere været til start i en DP World Tour-turnering, som tilfældet er i Made in Himmerland i denne uge. Den sidste runde i Himmerland i denne omgang.

21 danskere står på startlisten – udover alle de faste medlemmer af DPWT, samt Lucas Bjerregaard og Joachim B. Hansen med begrænset kategori, er der seks nationale pladser – bl.a. tredje start i træk til Ramus Neergaard-Petersen, og to amatører Frederik Kjettrup og Gustav Frimodt. Desværre er den nykårede EM-sølvvinder Mads Laage Hansen ikke i feltet.

Det er legenden Thomas Bjørn desværre heller ikke. Tirsdag meldte han afbud på grund af den skulderskade, som også fik ham til at trække sig fra BMW International Open og US Senior Open i sidste uge.

Af udenlandske titelbejlere samlet en stor del af interessen sig om den forsvarende mester Oliver Wilson, der var stærkt spillende i sidste uge, og om Ryder Cup-aspiranterne Yannik Paul, Pable Larrazábal og Guido Migliozzi. Den skotske ‘lefty’ Robert MacIntyre og spanske Adrian Otaegui er også gode bud på titlen.

V Sport Golf sender fra kl. 13-18 hver dag, på nær lørdag, hvor sendingen først begynder kl. 13.30.

US Women’s Open

Verdens bedste kvindelige golfspillere får mulighed for at prøve kræfter med én af de mest ikoniske amerikanske baner, Pebble Beach Golf Links i Californien, når US Women’s Open spilles som den anden major i træk på LPGA Tour (dog med en uges pause mellem). Nanna Koerstz Madsen er eneste danske deltager som er kvalificeret, og hun kommer til Vestkysten med et par gode oplevelser i bagagen; en fjerdeplads og senest en 11. plads i Women’s PGA. Kan hun tage yderligere et skridt eller to frem?

Konkurrencen er naturligvis benhård, da hele verdenseliten er med.

V Sport Golf sender fra kl. 22 til 05 om morgenen torsdag og fredag og fra kl. 21 til 03 i weekenden.

Endelig spilles John Deere Classic på PGA Tour. Turneringen kan som sædvanligt fælges på Discovery+/Eurosport 2. Der sendes med danske kommentatorer torsdag-fredag fra kl. 22 og lørdag-søndag fra kl. 19. Dog skal forskellige live-feeds følges på Discovery+ allerede fra kl. 13.45 (13.00 i weekenden).

Foto: Søren Kjeldsen blev hyldet for turnering nummer 500, mon ikke også der bliver en smuk afsked med Himmerland. (c) Getty Images

Forrige artikelTirsdagsanekdoten om Made in HimmerLand
Næste artikel21 danskere i Made in HimmerLand
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.