Det tegner lovende for danske golfspillere på flere kontinenter i denne uge.

I USA kom Sebastian Cappelen (billedet) og hans makker og gode ven, Mark Hubbard, fremragende fra start i par-turneringen Zurich Classic of New Orleans, hvor parret gik torsdagens fourball i -9, og dermed deler tredjepladsen med en stribe af turneringens favoritter.

I toppen ligger det norske par Viktor Hovland/Kristoffer Ventura i -10, sammen med Brice Garnett og Scott Stallings. Rasmus Højgaard og hans makker, Vaughn Taylor, indtager en mangedelt 38. plads i -5.

Cappelen kan dels takke sin makker for den gode score, da det var Hubbard, der leverede flest tællende scores af de to, og det var også Taylor, der bar på de første ni, hvor Højgaards score slet ikke blev noteret på de sidste fire huller. Til gengæld var han varm på bag9, hvor parret spillede sig kraftigt op, takket være fire birdies af Rasmus.

Sikkert videre

Nanna Koerstz Madsen tabte 16 placeringer, men er stensikkert videre i Hugel-Air Premia LA Open på LPGA, hvor hun midtvejs indtager en 25. plads i -3, 10 slag efter den førende Jessica Korda.

Og på Symetra Tour åbnede Malene Krølbøll Hansen Copper Rock Championship i Utah under par. Hendes -1 er en delt 16. plads efter første runde, hvor turneringen føres i 6 under par.

Foto: Getty Images.

Forrige artikelDanskere i top over alt
Næste artikelHolmslykke nr. 3 i Sun City
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.