Nanna Koerstz Madsen fik fint udbytte af fredagens runde i LPGAs Tournament of Champions med en runde i 2 under par, 70 slag. Runden var helt modsat torsdag, hvor hun lavede én birdie og tre bogeys, blandt andet på sidste hul. Fredag fik hun én bogey, og tre birdies – den ene på afslutningshullet for dagen. Hun er nummer 23 af de 35 deltagere, og har et godt stykke op til Lydia Ko og Ayaka Furue, som deler førstepladsen i -8.

I Californien udnyttede Sam Burns (foto) til fulde de gode scoringsmuligheder i The American Express. Ryder Cup-spilleren noterede sig karrierens laveste runde, 61 (-11) og er nummer 1 i 17 under par efter de to første runder. Michael Kim er på andenpladsen, 1 slag efter. Også amatøren Nick Dunlap blander sig. Han er på delt tredjeplads i -15.

Skulle Dunlap vinde, så vil det være første gang en amatør vinder på PGA Tour siden Phil Mickelson vandt The Northern Telecom Open i 1991, altså for 33 år siden.

Foto: Getty Images.

Forrige artikelHøjgaard-brødrene side om side og med i toppen
Næste artikelRasmus vandt tvillingeduellen da McIlroy spillede sig ind i titelkampen
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.