Mere godt dansk nyt fra USA: Nyprofessionelle Karen Fredgaard ligger på delt femteplads efter 1. runde af Epson Tours IOA Championship, Nicole Broch Estrup er nummer 27, mens Malene Krøllbøll er tre slag fra cuttet.

Karen Fredgaard leverede en bogeyfri runde i -4, og sluttede fornemt af med tre birdies på de sidste seks huller. Nicole er -1, hun kom også godt mod slutningen med to birdies i træk på 15. og 16. hul. Malenes 76’er (+4) kan i høj grad tilskrives en triplebogey på 14. hul.

Rasmus godt med – Nicolai ude

Tvillingerne Højgaard blev delt på 2. runde af Corales Puntacana Championship på PGA Tour, hvor Rasmus med en 67’er spillede sig til -4, og indtager en delt 22. plads, mens Nicolais 71’er lige akkurat ikke var nok til at få weekenden med.

Det betyder at Nicolai har misset cuttet i alle de tre turneringer han har fået invitation til på PGA Tour, og den lille-bitte spinkle mulighed for at kvalificere sig til Masters er forduftet.

Rasmus kan derimod kigge fremad. Ganske vist er der otte slag op til Ben Martin, men Rasmus var bogeyfri i 2. runde og har kun to slag til en Top10-placering.

Drama i Austin

Verdenseliten er samlet til WGC-Dell Technologies Match Play i Austin, Texas, og der var stort drama da det skulle afgøres hvem, der spillede sig i lørdagens 8-delsfinaler.

Victor Hovland tabte med 1 hul til Will Zalatoris, og så stod de helt lige i gruppe 3. Zalatoris trak det længste strå på 20. hul og sendte nordmanden ud. Verdens nummer fem, Scottie Scheffler bankede Matt Fitzpatrick stort – og det betød at de også måtte i ekstra huller om at gå videre. Her måtte der 6 huller til før Scheffler vandt og gik videre.

Også i gruppe 7 måtte der et ekstra hul til, her gik Takumi Kanaya videre på bekostning af Lucas Herbert, som han havde banket godt og grundigt i den ordinære match.

Det fjerde omspil faldt i gruppe 14, hvor Kevin Na og Maverick McNealy begge vandt deres matcher, så de stod lige, og her vandt Na på første omspilshul.

Lørdags første otte matcher er som følger, med spillerens seedning i parantes: Scottie Scheffler (5) – Billy Horschel (12), Seamus Power (42) – Tyrrell Hatton (13), Dustin Johnson (8) – Richard Bland (54), Jon Rahm (1) – Brooks Koepka (16), Kevin Kisner (29) – Adam Scott (32), Will Zalatoris (24) – Kevin Na (25), Takumi Kanaya (56) – Corey Conners (36) og Cllin Morikawa (2) – Abraham Ancer (15).

Foto: Getty Images

 

 

Forrige artikelNanna fører med 2 slag – Emily i Top20
Næste artikelGolfbladet – Marts 2022
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.