Det var så tæt på, og afslutningen var brutal. Hele dagen kæmpede Nanna Koerstz Madsen for at vinde AIG Women’s Open. På 12. hul gik hun alene i spidsen, og før det sidste hul delte hun stadig føringen med Anna Nordqvist.

Hendes drive var glimrende, men på andetslaget, som ses på Gettys billede, gik det galt. Bolden havnede i hesteskobunkeren til højre for green, og lejet var skidt. Så skidt, at det udløste en shank næsten op til muren bag green. Herfra spillede hun til ca. 2 m, og havde hun holet dette bogeyputt, havde hun haft andel i andenpladsen og været på Solheim Cup-holdet – men bolden smuttede forbi, og slutstillingen i toppen blev: 1. Anna Nordqvist -12. 2. Lizette Salas, USA, Georgia Hall, England og Madelene Sagström, Sverige -11. 5. Nanna Koerstz Madsen, Danmark og Minje Lee, Australien -10.

Det var ikke til at bære for os – og endnu mere naturligvis for Koerstz Madsen, hvis driver og putter virkede pålideligt gennem resten af runden. Hun spillede sig imponerende ud af flere kritiske situationer og syntes at have jernnerver.

Nu må vi bare håbe, at hendes præstation vil overbevise Catriona Matthew om, at hun skal have et af kaptajnens picks, så vi får to danskere på Solheim Cup-holdet. Det må have været tankevækkende for skotten at opleve, at det længe så ud, som om en dansk og to svenske spillere skulle distancere resten af verden, ikke mindst de sydkoreanske og thailandske.

De to andre danske spillere, Nicole Broch Larsen og Emily Pedersen, delte placeringen som nr. 42 i +1.

Mandag bliver såvel det amerikanske som det europæiske hold til Solheim Cup offentliggjort, og lad os håbe, at hul 18 ikke også har givet Catriona Matthew nerver.

Som en sidebemærkning kan vi gøre opmærksom på, at hvis der ikke sker noget mystisk i fjerde runde af LPGAs Q-school, går Karen Fredgaard til stage 2 med stor margin. 92 spillere kvalificerer sig, og hun ligger som nr. 10 i -7 før den afsluttende runde.

Forrige artikelThomas Bjørn vandt efter rigtig bjørnerunde og omspil – Kjeldsen og Poke delt nr. 7
Næste artikelSå er alt faldet på plads til DMslutspillet for hold
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.