Med sejre i to af eftermiddagens fire foursomes, spillede Team USA sig ind i kampen om årets Presidents Cup igen, efter at have været svært på halen i de første tre sessions.

9-5 førte Ernie Els’ internationale hold, bestående af spillere fra ikke færre end ni nationer, inden de fire sene foursomes. Men sejre til Dustin Johnson/Gary Woodland over Louis Oosthuizen/Adam Scott og til Xander Schauffele/Patrick Cantley over Cameron Smith/Sungjae Im bragte USA tilbage i matchen.

Det kunne være blevet endnu bedre, da Rickie Fowler/Justin Thomas så ud til at smadre Marc Leishmann/Abraham Ancer. Amerikanerne var 5 UP efter syv huller, og den føring stod også efter 10 huller, men så begyndte det internationale par langsomt at grave sig ind på modstanderne hul for hul, og de tog matchen op af 18. Her slog Thomas holdets drive ind under en lavthængende gren i venstre, og det lykkedes på helt imponerende vis Leishmann/Ancer at kæmpe et halvt point hjem. Et af de allerstørste comebacks man har set i den form for makkermatch.

I den sidste match kunne det gå begge veje på sidste hul. Både Matt Kuchar/Tony Finau og Byeong Hun An/Joaquin Niemann stod med store birdiechancer på sidste hul, men først missede Kuchar, siden Niemann, og så ende den match salomonisk helt lige.

Skandale

Den omdiskuterede amerikaner Patrick Reed kom igen i fokus efter hans og Webb Simpsons tredje nederlag i træk i fourballs om formiddagen. Da en beruset tilskuer kom lidt for tæt på og råbte ukvemsord efter Reed, skubbede Reeds caddie og svoger Kessler Karein til tilskueren. Det fik efterfølgende PGA Tour, der ejer og driver Presidents Cup til at suspendere Karein til de afsluttende singler, så Reed, der altså har tabt alle sine tre matcher, skal finde en alternativ caddie til singlen i aften hvor Reed skal ud i tredje match mod C.T. Pan.

Singlerne

De 12 singler starter ved midnat dansk tid – og sendes direkte på GolfTV. Tiger Woods, der sad over hele lørdagen for at ‘tjene holdet som kaptajn’, lægger helt som ventet ud mod Abraham Ancer.

Derefter følger: Hideki Matsuyama – Tony Finau, Pan – Reed, Maotong Li – Dustin Johnson, Adam Hadwin – Bryson DeChambeau, Sungjae Im – Gary Woodland, Joaqiun Niemann – Patrick Cantley, Adam Scott – Xander Schauffele, Byeong Hun An – Webb Simpson, Cameron Smith – Justin Thomas, Louis Oosthuizen – Matt Kuchar og endelig Marc Leishmann – Rickie Fowler.

Det International hold skal bruge 5,5 point for at vinde Presidents Cup for blot anden gang ud af de 13 gange matchen er blevet spillet (senest var i 1998 også på Royal Melbourne), mens USA skal have 8,5 point. I tilfælde af uafgjort deler de to hold sejren.

Foto: Getty Images

Forrige artikelCGC kendes på sine greens
Næste artikelSucces for julemarked på HCA Golf
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.