Som helhed blev det en fornem dansk dag på Wentworth, hvor BMW PGA Championship indledtes torsdag.

Bedst – formentlig – for Jeff Winther. Forbeholdet skyldes, at de sidste spillere ikke blev færdige, før mørket faldt på, så han kan gøre -4 såvel til -5 som -3 kl. 9 fredag morgen. Til da rækker hans score til en delt 7. plads, mens Joachim B. Hansen, der spillede dagen med seks birdies og tre bogeys, er nr. 12 i -3.

Winther, som på Gettys billede slår ud på hul 4, spillede de første ti huller i par, men de næste syv indbragte fire birdies. Sejt!

Nicolai Højgaard og Thorbjørn Olesen gik begge i -2 med tre birdies og en enkelt birdie, og de ligger som delt 22.

Forskellene er stadig små, så de følgende tre danske spillere alle kan havne på den rigtige side af cutgrænsen. Det er Thomas Bjørn og Lucas Bjerregaard som nr. 86 i +1 og Søren Kjeldsen som 105 i +2. Derimod er det nok slut for Rasmus Højgaard som næstsidst i +8.

Forrest ligger Kiradech Aphibarnrat og Christiaan Bezuidenhout i -8 foran Adam Scott i -7. Vi tvivler på, at inderen kan holde fire runder, men måske kan drømmen om en ny bil – dem elsker han – holde hans kunnen og motivation oppe.

Nordmanden Viktor Hovland ligger nr. 66 i par.

Forrige artikelUtrolig jævnbyrdighed i Køge
Næste artikelAlle afgørelser i Danmarksturneringen falder i weekenden
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.