Så bliver alt afgjort. Hvem bliver danske holdmestre? Hvem rykker op og ned? Der spilles over hele landet, og for vist nok første gang har DGU oprettet en tjeneste, så man kan følge med i alle kampene gennem klubnytsiden.

Her vil vi først og fremmest følge med i DM-slutspillet, hvor der er semifinaler lørdag og finaler søndag. Vi er spændt på, hvor mange spillere der kan mangle på holdene pga. deltagelse i ET, Challenge eller LET, samt hvor mange der evt. har måttet drage af sted til college i USA. Det kan få stor betydning for udfaldet og understreger, at det ville være skønt, hvis selve DM blev afgjort i løbet af en forlænget weekend på et egnet tidspunkt af året.

Det er en anden diskussion. Her er sammensætningen af semifinalerne:

Damer: Helsingør – Aalborg samt Vejle – Hillerød.

Herrer: Smørum – Gyttegaard. Silkeborg/Ry – Søllerød.

Har Vejle Linette Holmsgaard med? Er der Helsingørspillere, der er af sted til USA? Har Smørum Marcus Helligkilde med, dvs. er den skade, der holdt ham ude af Challenge Tour, tilstrækkeligt i orden? Har Gyttegaard Rasmus Højgaard med, efter at han næppe klarer cuttet på Wentworth? Det ved vi lørdag.

Kampene om oprykning til elitedivisionen er naturligvis også spændende. De tre spilles lørdag: Fredensborg – Næstved med spillere som Marcus Garfield, Emil Kjeldsen og Christoffer Bring (billedet/Getty) i aktion. Hos damerne Simon’s – Køge og Trehøje – Odense, Søndag findes det sidste hold til herrernes elitedivision i en kamp mellem to klubber, der for tiden producerer talenter på samlebånd: Odder og Lyngbygaard.

Det bliver en spændende weekend.

Forrige artikel13 pars og 4 birdies til Jeff
Næste artikelSprudlende Nicolai Tinning gjorde alle gode gange til tre
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.