REE Golf har skiftet navn til PIBE MØLLE GOLF i den nordsjællandske klubs 25-års jubilæumsår.
18. marts 2025 skiftede REE Golf officielt navn til PIBE MØLLE GOLF. Det skete i forbindelse med golfklubbens ordinære generalforsamling, og markerer et markant stilskifte i klubbens 25-års jubilæumssæson.
– Navneskiftet giver på alle måder mening, siger klubbens formand siden 2018, Kjeld Birch. – Ree Holding ejer fortsat jorden og bygningerne, men siden golfklubben i 2019 overtog det fulde ansvar for driften af banen, har Ree Holding reelt ikke haft nogen indflydelse på klubben. Vi mødes to gange om året for at aftale vilkårene i vores kontrakt og det er det. Samtidig oplever vi faktisk, at mange tror at REE Golf ligger på Djursland i forbindelse med Ree Safari Park. Derfor var et navneskifte oplagt, og lige så oplagt var det at gøre det i vores jubilæumsår.
Man valgte navnet PIBE MØLLE GOLF med reference til den næsten 250 år gamle stubmølle, der troner som et markant vartegn for banen på en bakketop nær ved 4. og 5. hul på banen, og som også altid har figureret i klubbens logo. Klubhuset er indrettet i den gamle Pibe Møllegård, og selvom flere andre navneforslag var oppe at vende, faldt valget naturligt på Pibe Mølle.
Man bør ikke snyde sig selv for en tur i ostebutikken, der ligge lige klos op af klubhus og parkeringsplads.
Stort arbejde forude
Faktisk er det klubbens tredje navn på de 25 år, der er gået siden Jørn og Jes Hovgaard, far og søn, i 2000 kunne føre deres fælles drøm ud i livet om at anlægge en golfbane i det smukke, kuperede terræn. Beliggenheden få kilometer fra den nordsjællandske by, Helsinge, betød at klubbens første navn var Helsinge Golfklub.
Ree navnet fik man i 2009, efter at Ree Holding havde overtaget aktiemajoriteten i selskabet, og ændret navnet til Ree Golf A/S. Erhvervsmanden og mangemillionæren Karsten Ree er fætter til Jørn Hovgaards kone, og da Jørn og Jes Hovgaard manglede penge til at etablere den 20 millioner dyre golfbane i 2000, skød Karsten Ree halvdelen af beløbet ind og var således fra begyndelsen en slags sleeping partner.
Kjeld Birch har været formand siden 2018.
– Historien går på at Karsten Ree aldrig har spillet de nuværende første 11 huller på banen, siger Kjeld Birch. – Han kom her en del tidligere, og havde ofte venner og bekendte med. De spillede så de syv huller, som i dag er de sidste syv, og så skulle Karsten lige have en pause, og så gik man direkte til frokosten.
– Et navneskifte er ikke noget man sådan bare lige gør, siger formanden mens vi spiller den smukt beliggende bane med de fremragende greens, som gennem alle årene har været en slags varemærke for banen.
– Dels er der alt det formelle og juridiske. Navnet skal ændres og registreres i Virk.dk og alle mulige andre steder. Dertil kommer så det praktiske, for på alle GPS-systemer – både i golfuret og GPS’en i bilen står der jo fortsat REE Golf. Alle mulige steder er der skilte med det gamle navn. Vi har et lille lager af logo-bolde, som måske en dag bliver penge værd, siger Kjeld Birch, som også hæfter sig ved en markant markedsføringsopgave. For et er medlemmerne, noget ganske andet er greenfee-gæsterne, som PIBE MØLLE GOLF har mange af. Omkring halvanden million kroner af klubbens samlede omsætning på små otte millioner kommer fra greenfee-spillere.
Sund klub
Selve 25-års jubilæet markeres med en reception 16. maj, og derudover gennem en lang række aktiviteter i sæsonens løb.
Det er ifølge formanden en sund klub, der markerer det kvarte århundrede.
– Vi har en god økonomi. Det er ikke sådan at vi har uanede midler, men tingene hænger godt sammen. Vi ligger meget stabilt på ca. 850 medlemmer midt på sæsonen, når vi gennem forårets åbne huse og Golfens Dag har rekrutteret nye medlemmer til erstatning for dem, der helt gennemsnitligt forlader os.
Det er et passende medlemstal, for selvom vi har mange gæster udefra, så kan man altid få starttider. Vi er stolte af banen, som altid er meget velholdt og så har vi vel det bedste træningsanlæg i Nordsjælland og nok også den bedste proshop. Klublivet er godt, og vores restauratørpar, Jan og Liz, har været her i fire år og har fået en god forretning, både med golfspillere og med gæster udefra i restauranten, siger Kjeld Birch.
Naturen er smuk på og omkring golfbanen, som er designet af spanske Luis Lopez Martinez, der var en personlig ven med familien Hovgaard. Frivillige naturelskere har opsat fuglekasser mange steder på banen, både til små sangfugle og til de større rovfugle i området, og vi støder da også på en hare undervejs på runden.
Pøle Å og Ammendrup Å gennemløber banen flere steder, og i begge åer lever der bævere, som bygger dæmninger med dertil følgende momentvise gener, når vandstanden stiger. Flere steder har man sat røde pæle op hvor det umiddelbart ligner almindelige fairway, men i meget våde perioder står der vand. For at skabe et bedre flow på banen, er der også flere steder lavet dropzoner, hvor moser er i spil og sluger mange bolde.
De mest markante huller på banen er hullerne 13., 14. og 15., som alle er korte par4-huller omkring den sø, der oprindeligt blev gravet ud som en lergrav tilhørende Pedersminde Teglværk. De tre huller er en slags ’Amen Corner’, hvor scoren kan svinge begge veje som et lyn fra klar himmel.
Det skal medgives at der er en del blinde slag på banen, som godt kan snyde selv dem, der har spillet banen flere gange, men de ulemper opvejes i høj grad af den gode stand og især de fremragende greens, som der kan og bliver spillet på hele året.
Fakta PIBE MØLLE GOLF
18 huller, par 72. fem sæt teesteder fra 5900-4100 meter.
9 hullers par3 bane. Stort træningscenter med studio og overdækkede udslagssteder, og to Trackman-simulatorer.
Greenfee: 425-500 kr. Mulighed for rabat efter kl. 16, og i flere perioder i jubilæumssæsonen.
Tidligere kendt som REE Golf. Bemærk dette i diverse GPS-systemer.
Kontakt: infor@pibemollegolf.dk. www.pibemollegolf.dk.