Thomas Bjørn fører Legends Tour sæsonfinalen MCB Tour Championship på Mauritius efter en mageløs runde i 61 slag lørdag. Runden inkluderede to eagles og syv birdies og var altså på 11 under par! Nok spiller man ikke fra de allerbagerste klodser på Legends Tour, som jo er den europæiske senior tour for spillere over 50 år, men det er alligevel voldsomt god golf og med afstand dagens og turneringens bedste runde. Danskeren er 15 under par og hele fire slag bedre end de nærmeste forfølgere, Miguel Angel Martin og Jarmo Sandelin i -11. Steen Tinning gik en fin 68’er lørdag og rykkede frem til delt 23. plads blandt de 48 proer.

Thomas Bjørn havde sin søn Oliver på bag’en, som caddie, og det må siges at være et succesfuldt samarbejde, som både far og søn syntes at nyde som det ses på Getty Images’ billede.

I Sydafrika skete der ikke de store ting for de fire danskere, der klarede cuttet i Alfred Dunhill Championship. Niklas Nørgaard Møller er bedste dansker på 32. plads i -5 efter en 70’er (-2). 2 slag længere tilbage ligger Joachim B. Hansen og John Axelsen på 46. plads, mens Martin Simonsen er nummer 50 i -2. De tre gik alle dagens runde i par.

Turneringen føres af sydafrikanske Ockie Strydom og Scott Jamieson fra Skotland i -15 med 2 slag ned til tre spillere på tredjepladsen.

Endelig er kvindernes Pre-Kvalifikation til Ladies European Tours Q-school kommet i gang på La Manga ved Alicante. Her gælder det primært om at slutte blandt de 62, der går videre til selve Q-School, der starter næste lørdag: Linette Holmslykke er nr. 16 i -1, Fie Olsen nr. 28 i par og Sofie Kibsgaard Nielsen nr. 43 i +1 efter første runde. Kun amatøren Cecilie Finne-Ipsen havde en forfærdelig da og gik +10, hvilket placerer hende som nr. 146 af de 156 deltagere. Men der er tre runder til at spille sig tilbage til top62.

Foto: Getty Images

Forrige artikel8 prominente golfspillere, der nyder at spille poker
Næste artikel‘The Match’ – tæt på stjernerne
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.