Forside Golfbane Alle sanser pirres i Odense Golfklub

Alle sanser pirres i Odense Golfklub

Odense Golfklub, hul 2

Runden i Danmarks femteældste klub er en totaloplevelse, og vent bare, til restauranten åbner igen

Det nyomlagte indspilsanlæg ligger indbydende i solen, putting green lokker før udslaget, de hvide blomster på forårets udsprungne tjørnebuske dufter, fuglene kvidrer, fasanerne skogrer, harerne forsøger at gemme sig diskret, tudserne springer i vandet, når man kommer tæt på søerne, og alligevel er det den sjette sans, golfsansen, man lader dominere, når man skal gøre det bedst muligt på sin runde i det sydlige Odense.

 

Odense Golfklub klubhuset

 

Under coronakrisen har man ikke kunnet komme ind i klubhuset, der ellers lokker med nyt fitnesslokale, øens største klubgolfshop og en fremragende restaurant. Man har heller ikke set noget til greenkeeperne, men sporene efter dem er tydelige.

 

Odense Golfklubs teestedsklodser

 

Uanset, om man vælger Holluf Parks 18 huller, eller man foretrækker Pilebanen, der er blandt Danmarks bedste ni hullers bane, er teestederne med de elegante klodser perfekte; fairways er kortklippede og lader boldene rulle og rulle og rulle efter tørken; og greens er perfekte. Grønne og nyvandede, som for resten også teestederne er det, så man kan få sin tee i jorden.

 

Odense GK – Pilebanen

 

De to baner har i de senere år undergået mange forandringer til det bedre, og det manglede bare i en klub, der sørger for at holde sine traditioner som Danmarks femteældste beroligende i hævd samtidig med, at den sørger for at forny sig forfriskende.

 

Odense Golfklub hul 12

 

Medlemmerne er mange, ivrige og trofaste. Fra det øjeblik, der blev åbnet for spil, har samtlige starttider på de to baner stort set været booket, og alle har passet godt på ikke at gøre noget, der kunne være med til at lukke anlægget igen.

Så snart, der blev åbnet for greenfeespillere, meldte mange sig ude fra, for der er ikke meget, der slår en runde i betagende natur på en perfekt passet bane – og så passer Odense perfekt til den pause, man i gamle dage holdt på Storebæltsfærgerne, når man kørte på tværs af Danmark. Banen ligger 2-3 minutter fra motorvejskrydset, hvor E20 møder Svendborgmotorvejen, så der er ingen spildtid, hvis man har lyst til en hurtig runde golf.

 

Odense Golfklub udslag 16. hul

 

Forhåbentlig varer det ikke længe, før kontoret åbner med sin service, der før noget andet drejer sig om gøre såvel gæster som medlemmer glade; og restauranten, der tilbyder alt fra kaffe, øl og små snacks til mindre middagsretter, som kan indtages på den store, dejlige terrasse, mens man gør scoren op og ikke gider bryde op. Man har det næsten som Faust: Verweile doch, du bist so schön!

Men her kommer Fanden ikke og tager ens sjæl, hvis man gør det. Det skulle da lige være ved konstant at lokke til en ny runde, som man måske har dårlig tid til.

Denne artikels indhold er sponsoreret