Det tyrkiske golfparadis har godt vejr så godt som hele året, et tocifret antal baner af høj kvalitet, og så byder det på sjov shopping

Vi blev noget forbløffede første gang, vi gik i centrum af Belek. Hvordan kan så mange golfbutikker eksistere side om side og leve af det? Så kom vi til at tænke på den svenske by Gränna på Vätterns bred. Dér lever alle tilsyneladende af at sælge slik, specielt polkagrise, og så er der trods alt større variation over golfmateriel.

Indfanget
Som på alle turiststeder, hvor man skal sælge sine produkter, er tungefærdigheden, også på engelsk, stor hos de forretningsdrivende, af hvilke mange tilmed er særdeles charmerende, så på et eller andet tidspunkt giver man sig, lader sig føre ind i en butik, bliver sat i en behagelig stol, får en kop tyrkisk te, og så går snakken.
Ikke kun om køb og salg, men også om, hvor man kommer fra; hvad man har af familie; hvor længe man skal bo i Belek – og selvfølgelig også, hvad man kan få brug for til sin golf.

Vær beredt!
Så skal man huske, at de fleste af de ting, der tilbydes i byen, er kopivarer. Det ’rigtige’ golfmateriel køber man i proshopperne på baner og hoteller, men der er intet i vejen for, at man kan falde for fx tøj og sko. Man skal helst vide på forhånd, hvad man vil lade sig friste til at køre.
Ingen bliver fornærmet over, at man ikke køber stort ind. Selve selskabeligheden, det at prutte om priserne og det at ordne verdenssituationen er det vigtigste for mange, og den oplevelse har vi haft adskillige steder i den arabiske verden, fx i Dubai.
Belek har også en bazar med såvel fødevarer som non-food, og her taler mange af de handlende udmærket, gebrokkent tysk eller engelsk, men mange er også betydeligt mere aggressive end i butikkerne.

Klimaet
Ofte bliver man før sin afrejse nervøs, hvis man tjekker vejret på nettet. I de første måneder af året vil der jævnligt blive spået nattefrost og dagregn. Det passer bare ikke på den lille bugt på Lilleasien, der har helt sit eget klima, beskyttet af Taurusbjergene, hvor der ikke er åbent ud mod vandet. Der kan falde lidt regn, men som regel ikke i de timer, hvor man spiller golf.
Vejret ER simpelthen godt i Belek.

Turismen
Meget få tager til Belek for at gøre andet end at slappe af og/eller spille golf, men er man interesseret, er der en del klassiske ruiner, ikke mindst det imponerende Aspendos Amfiteater, og der er tre flotte vandfald på egnen,

Hotellerne
Hotellerne er gigantiske, de fleste desuden luksuriøse. Hvert af dem udgør omtrent en by for sig. Titanic Resort er unikt ved at være udformet som et moderne krydstogtskib, og de det står på land, er det heldigvis synkefrit.
De fleste hoteller har kun all inclusive med kæmpemæssige buffet’er. Mange af dem er heldigvis gode til at variere. Flere af de store paladser har en dårlig akustik, så lyde runger, og mange steder kan det være svært at føre en normal samtale under måltidet.
Der er mange muligheder for at få interessante venner. Ikke kun med golf. Mange sportsgrene lægger træningslejre i Belek, så man kan tale med især tennis- og fodboldspillere. Da det er seriøse sportsfolk, giver all inclusive ingen problemer i barerne, hvor man hygger sig og holder sig alkoholmæssigt på måtten.
De fleste hoteller har flot udsigt. Enten over kysten og Middelhavet eller ind over bjerge, der om foråret er sneklædte.

Golfbanerne
De fleste golfbaner er parkbaner af topkvalitet, ofte med ikke så lidt vand i spil. Kan man ikke gå lige ud på dem fra sit hotel, er der shuttlebusser.
Vil man have en ekstra oplevelse, kan man tage til Belek under Turkish Airlines Open 7-10. november. Den spilles på The Montgomerie Maxx Royal som den tredjesidste på årets Race to Dubai, og derfor er alle topnavnene med.
Der er mere end et dusin fine baner, og de fleste operatører kan medtage dem i deres golfpakke, som du er interesseret i.
Selv om de alle er parkbaner, er der stor forskel på, fx hvor kuperede de er, og hvilke farer der lurer i form af rough og blomsterbede, der ser uskyldige ud, men ikke er til at slå ud af.

National
Et bevis på, hvor eksplosivt Belek har udviklet sig, er, at National Golf Club i 1994 var den første af alle banerne, der blev anlagt, så den har 25 års jubilæum i år. Den blev i 2015 udvidet med en ekstra 9 huls-sløjfe.
Den gør opmærksom på sin status med slogan’et ’den første og stadig den bedste’. Lad os tage den som et typisk eksempel.
Den er en mesterskabsbane af højeste kvalitet, der i en årrække lagde græs til Ladies European Tour. Den er designet af David Jones og David Feherty. På diverse ranglister over europæiske(!) baner har den optrådt med fine placeringer. Parkbanen, der ligger blandt pinje- og eucalyptustræer, minder meget om en amerikansk PGA-bane, og mens den er usædvanligt udfordrende fra backtee, er den på mange måder, bl.a. med drop zones, gjort spiselig for dem, der spiller fra hvid, gul eller rød.
Banens signaturhul er 18, hvor man spiller langs med og over vand til en green, der ligger lige foran den terrasse, hvor et stort publikum sidder med deres forfriskninger og nysgerrigt følger de næste, der kommer ind.

Forrige artikelMizunos nye jern og wedges
Næste artikelDanny Willett – Emily Pedersen – Sebastian Cappelen
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.