I denne weekend går det løs med de to første runder af Danmarksturneringen, og hvis der ikke pludselig bliver coronakrise igen, får vi alle seks kvalifikationsrunder på tre weekender fulgt af en slutspilsweekend.

En sjov ting før åbningsrunden er, at Helsingørs danske mestre i damerækken fredag havde besøg af kommunens borgmester Benedikte Kiær. Coronaen har gjort det umuligt at finde plads til den hyldest, der traditionelt bliver danske mestre til del, men det var helt passende, at det kunne gøres i dag (billedet).

Selv om der ikke er fuld forsamlingsfrihed, kan der alligevel være en del tilskuere til matcherne, som lørdag ser således ud i elitedivisionerne:

Damer Vest: Hammel – Vejle. Silkeborg – Aalborg. Det bliver en spændende dag for Hammel, der aldrig har haft et hold så højt i systemet, men har fire piger, der i syv år har holdt sammen, til de nåede frem på allerforreste plan: Anne og Sara Lasthein Hansen, Sofie Lorentzen og Mathilde BB Christensen.

Damer Øst: Asserbo – Hillerød, Helsingør – Smørum. I Asserbo kan man se rutinerede kræfter som Julie Tvede og Amanda Moltke Leth i aktion, mens de regerende mestre fra Helsingør, der sensationelt sejrede i sin første sæson i det fine selskab, håber at kunne tromle videre. Det er nok lidt lettere, når Smørums to stærkeste spillere, Nanna Koerstz Madsen og Emily Pedersen, er i Thailand, men klubben med tilgang af søstrene Cecilie og Amalie Leth-Nissen som tilgang bliver svær at knække uanset hvornår.

Mænd Vest: Kolding – Gyttegaard, Silkeborg – Aalborg.

Mænd Øst: Søllerød – Hillerød. Odense Eventyr – Smørum. Smørums mestre spiller i første omgang for ikke at rykke ud, bl.a. fordi de i første weekend må undvære Marcus Helligkilde. Søllerød har to collegespillere, der først kommer hjem til anden weekend, men pro’erne Nicolai Tinning, Jonathan Gøth og Patrick Winther samt den tilbagevendte Jamie Nielsen ser holdet stærkt ud alligevel.

Forrige artikelSeks af otte danskere klarede cuttet i tre turneringer
Næste artikelEmily sprintede på moving day – Lefty faldt tilbage i Wells Fargo
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.