Torsdag starter The Players Championship på TPC Sawgrass i Florida, hvor hele verdenseliten er samlet til det, mange spillere kalder for ‘den femte major’. Det er her, vi findet ikoniske 17. hul med verdens mest berømte ø-green.

Det er sæsonens største turnering på PGA Tour bortset fra de fire majors, og det er verdens nummer 1, Rory McIlroy, som er forsvarende mester.

McIlroy kommer til Sawgrass med syv top5 placeringer i træk på PGA Tour, heraf to sejre (i Tour Championship og WGC-HSBC Champions), og han må alt andet lige regnes for en af de allerstørste favoritter.

De to første dage er han i bold med verdens nummer 2 og 3, Jon Rahm og Brooks Koepka, og mens sidstnævnte slås en del med at finde tilbage til sin gamle form efter en knæoperation i efteråret, så møder Rahm frisk og udhvilet op efter at have droppet de seneste to ugers turneringer for at forberede sig optimalt til The Players.

En anden af de meget markante bold-sammensætninger er de tre unge løver Collin Morikawa, Matthew Wolff og Viktor Hovland, som alle blev professionelle for bare ni måneder siden, og som alle allerede har vundet på PGA Tour.

Formstærke Sungjae Im spiller med ligeledes formstærke Bryson DeChambeau og Gary Woodland. Men da feltet er uhørt stærkt er næsten alle bolde ‘stjernebolde’. Desværre er der ingen danskere i feltet. Hverken Lucas Bjerregaard eller Sebastian Cappelen er kvalificeret.

GolfTV sender alle fire dage. Torsdag-fredag fra kl. 18-23 (sendes også på Eurosport 1), og lørdag fra kl. 19 og søndag fra kl. 18. Både lørdag og søndag er der optaktsstudie med Anders Sigdal som vært fra kl. hhv. 17 og 18. Jesper Knudsen og Søren Hansen kommenterer.

Aflysning

European Tour skulle have været til Nairobi i Kenya, men den turnering er blevet udsat/aflyst på grund af Corona virus.

Derimod genoptager Ladies European Tour sæsonen med Investec South African Women’s Open på Westlake Golf Club i Cape Town. Tre danskere er med; Emily K. Pedersen, Linette Holmslykke og Line Toft Hansen. Den svenske teenager Julia Engström er på jagt efter sin anden sejr i træk.

Foto: PGA Tour/Chris Condon

Forrige artikelGolf mellem klipper, søer og svenskrøde huse
Næste artikelGolfferien går til…
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.