DP World Tour har været påfaldende stille omkring de spillere, der i sidste uge stillede op i den første af otte planlagte LIV Golf Series turneringer, mens PGA Tour omvendt har suspenderet deres medlemmer, som stillede op.

Nu har DPWTs direktør Keith Pelley (billedet) reageret, og det med både suspensioner og bøder.

DE medlemmer af DPWT, som deltog på Centurion GC udenfor London, får en bøde på 100.000 £, og suspenderes fra Scottish Open samt de to turneringer i USA, der ligesom Scottish Open er co-sanktionerede med PGA Tour, Barracuda Championship og Barbasol Championship.

Dermed mister spillerne muligheden for at få vigtig links erfaring som opvarmning til The Open ugen efter Scottish Open, ligesom de spillere, der ikke var kvalificeret til The Open misser muligheden for at spille de tre turneringer.

R&A der arrangerer The Open har meddelt, at de ikke sanktionerer nogle. The Open er som navnet tydeliggør en ‘åben turnering’ som alle, der på forskellig vis har kvalificeret sig til kan deltage i uanset tilhørsforhold til en tour eller ej.

Med sanktionerne bakker Keith Pelley og DPWT op omkring PGA Tours meget restriktive og aggressive sanktioner, og det oplyses, at spillere som senere stiller op i LIV turneringer uden at have fået ‘release’ til det fra DPWT vil blive yderligere sanktioneret.

Pengene fra bøderne vil blive benyttet til at øge præmiesummer i mindre turneringer samt til DPWT’s Golf for Good velgørenhedsprogram.

Foto: Getty Images

Forrige artikelChristian Jacobsens første sejr som professionel
Næste artikelNicole fører i Tjekkiet
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.