Odense Eventyrgolf bragte sig 2 point foran Kokkedal og Smørum, da det lørdag i Santanderdivisionen blev til sejr 11-7 over Kokkedal, men da Smørum samtidig besejrede Furesø 10-8, er søndagens kamp mellem Smørum og Odense Eventyr ren dynamit. August Thor Høst (billedet) vandt den sidste single 1 hul mod Simon Bukrinski. Modsat resultat havde givet uafgjort kamp.

Hvis Kokkedal søndag får mindst uafgjort mod Furesø, er klubben i DM-slutspillet, og i så fald kan Smørum tage den anden finaleplads ved at vinde 12-8 eller større over Eventyr. Taber Kokkedal, bliver Smørum sorteper, medmindre de slår fynboerne 18-0. Stillingen: 1. Eventyr 8. 2. Kokkedal 6. 3. Smørum 6. 4. Furesø 0.

I vestkredsen sikrede Brønderslev sig førstepladsen med uafgjort 9-9 mod Aalborg, mens Gyttegaard uden Højgaard-brødrene gav sig selv håb ved at besejre Kolding 10-8. Kolding er alligevel slutspilsdeltagere på andenpladsen, mens Gyttegaard skal vinde udekampen søndag over Aalborg for at undgå nedrykning. 1. Brønderslev 9. 2. Kolding 6. 3. Aalborg 3. 4. Gyttegaard 2.

I damernes østkreds skal Kokkedal for at undgå nedrykning have 1 matchpoint mere end Helsingør, for Helsingoranerne har samlet vundet de indbyrdes opgør. Smørum sikrede sig førstepladsen, da de med såvel Nanna Koertz Madsen som Emily Pedersen på holdet – men uden Louise Markvardsen – vandt 9-3 i Kokkedal, mens Hillerød med Nicole Broch Larsen ude slog Helsingør 8-4. 1. Smørum 9. 2. Hillerød 7. 3. Helsingør 2. 4. Kokkedal 2. Sidste rundes program er Hillerød – Kokkedal, Smørum – Helsingør.

I vestkredsen har Odense en lillebitte chance for at redde sig efter sejr 8-4 over Mollerup. Det kræver sejr ude over gruppens suveræne førerhold Vejle, mens Mollerup ikke må få point hjemme mod Aalborg i kampen, hvis vinder går i slutspillet. Puha, det bliver spændende. Aalborg tabte lørdag 3-9 til Vejle, og stillingen er: 1. Vejle 8. 2. Aalborg 5. 3. Mollerup 4. Odense 3.

Forrige artikelSkidt dansk moving day
Næste artikelMiguel Angel Jimenez 700 not out
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.