Der måtte bides negle til efter kl 01 dansk tid, før det stod klart, at alle de tre danske spillere i PGA Championship på Aronimink havde klaret cuttet. Rasmus Højgaard som nr. 59 i +3, Rasmus Neergaard-Petersen og Nicolai Højgaard som nr. 67 i +4. Især for sidstnævnte var det en skuffelse. Han gik på banen som nr. 12, men leverede en runde i +5, og det var forståeligt, at han ikke følte sig i stand til at lade sig interviewe umiddelbart efter.

Betingelserne på Aronimink var igen sværere, end man havde forestillet sig. Til de drilske greens kom en kraftig blæst, som gjorde, at Alex Smalley (billedet/ Getty) og Maverick McNealy, USA fører i blot -4, efter at begge havde ligget i -6 på et tidspunkt, med 15 spillere indenfor to slags afstand: 3. Hideki Matsuyama, Japan, Aldrich Potgieter, Sydafrika, Stephan Jäger, Tyskland, Min Woo Lee, Australien, Max Greyserman og manden med danske bedsteforældre, Chris Gotterup, begge USA -3. 9. Scottie Scheffler, Cameron Young, Justin Thomas og Harris English, USA, Ludvig Åberg, Sverige, David Puig, Spanien og Si Woo Kim, Sydkorea -2.

I Kroeger Queen City Championship på LPGA fører efter anden runde Amanda Doherty, USA og Jin Young Ko, Sydkorea -7 foran Lottie Woad, England -6, som også var hendes score i anden runde. De to danskere kæmpede bravt for at få weekenden med og klarede det begge som nr. 51 i +1. Nok skuffende for Nanna Koerstz Madsen, mens det for Emily Pedersen var det første klarede cut efter en lang skadespause.

I Amundi German Masters på Green Eagle tog Esther Henseleit, Tyskland spidsen i -9 foran Sara Kouskova, Tjekkiet -8 Sofie Kibsgaard er nr. 13 i -4, Smilla Tarning Sønderby nr. 41 i par og Cecilie Finne-Ipsen nr. 49 i +1. Også her tre klarede cuts.

Mange af de danske spillere faldt ned på den gale side af cutgrænsen i Challenge de Catalunya, som føres af svenskeren Cristofer Blomstrand i -13. På delt andenplads ligger Hamish Brown -11, og Jacob Worm Agerschou er delt nr. 5 i -10. Victor Sidal Svendsen er nr. 19 i -7 og Sebastian Friedrichsen nr. 45 i -5.

Forrige artikelAronimink stod sig fint – pæne danske præstationer – Hårdt på LPGA
Næste artikelHamish Brown fører i Spanien
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.