Jacob Skov Olesen har ikke haft en nem sæsonstart, men han kan fighte. Faktisk synes han heller ikke, at hans spil var helt på toppen i første runde af Qatar Masters, men det var det bedste i år, og bl.a. fordi det lykkedes at hole nogle svære parputts, undgik han fuldstændig bogeys. I stedet fik han seks birdies, og runden i -6 placerer ham på en mangedelt tredjeplads. Lad os håbe, at han kan fortsætte fredag, hvor han ikke skal så tidligt op, som han klagede sig lidt over at have skullet torsdag!
Gettys billede viser Skov Olesen foran Dohas skyline, der bliver mere og mere imponerende år for år.
To af forsæsonens bedste spillere, Patrick Reed, USA og Daniel Hillier, New Zealand fører i -7. Hillier faldt ellers til -5 med en bogey på næstsidste hul, men derefter sluttede han af med en imponerende eagle.
Feltets to andre danskere, Jeff Winther og Niklas Nørgaard, ligger delt nr. 47 i -1, men de deler placeringen 47-70!
På HotelPlanner Tour går det løs i Circa Cape Town Open i Sydafrika, hvor Jonathan Gøth-Rasmussen og Hamish Brown er de bedst placerede danskere som nr. 38 i -3. Victor Sidal Svendsen og Anders Emil Ejlersen er nr. 72 i -1, mens Sebastian Friedrichsen og Jeppe Kristian er nr. 97 i par. I så stor jævnbyrdighed har de alle chancen for at klare cuttet.
Syv spillere deler føringen i -7, blandt dem norske Baard Skogen, der har vist flot spil i sæsonstarten.






























