Miniferier i Danmark hitter blandt golfspillerne. GOLFBLADET tog til øen i midten for at teste konceptet.

De færreste ønsker sig nok tilbage til Corona-tiden. Men perioden med nedlukninger førte faktisk noget godt med sig. Pandemien lukkede verden ned, men fik i stedet fik danskerne til at genopdage fædrelandet: De sædvanlige udlandsture blev byttet ud med miniferier herhjemme.

Nu er verden for længst åbnet op igen, men danskernes begejstring for korte ophold i hjemlandet er ikke formindsket. Tværtimod. Et eksempel er – på Frederik VI’s hotel på Fyn, der oplever flere og flere golfgæster år for år.

GOLFBLADET tog en tur til Fyn for at teste konceptet.

Frederik VI’s Hotel ligger lidt vest for Odense, stort set midt i landet. Stedets historie går mere end 200 år tilbage; dengang var det en kro ude på landet, og nu ligger hotellet midt i et villakvarter i Korup.

Den gamle, hvide krobygning står endnu, men blev sidst i 70’erne udvidet med nye bygninger, da Ledernes Hovedorganisation lavede stedet om til konferencehotel.

Røverhistorier i baren

Denne dag er det også konferencegæsterne, der fylder mest. Men de seneste fem år er de blevet suppleret af golfgæster – og siden cykelturister – i stadig stigende omfang. 2024 satte rekord – og de foreløbige tal tyder på, at 2025 bliver endnu bedre.

Konceptet bliver hele tiden forbedret, for golfgæster er gode gæster, der sætter pris på det gode liv. Det betyder ekstra omsætning i både den fremragende restaurant og i den hyggelige bar i kælderen, hvor der kan pustes ud efter runden med en pot billard eller et slaw dart – eller bare fortælles de sædvanlige golf-røverhistorier.

Hotellet samarbejder med ti golfklubber på Fyn – langt de fleste gæster lægger turen forbi Langesø Golf, der blot ligger et par kilometer nede ad vejen.

Det er også vores destination, da vi efter en dejlig nat i et moderne og rummeligt værelse og et besøg i den velassorterede morgenmadsbuffet pakker bilen og tager den korte køretur.

I golfklubben er man også glade for samarbejdet med det nærliggende hotel, der sender flere og flere gæster deres vej. Det er essentielt for en lille klub med blot omkring 400 medlemmer at tiltrække greenfeegæster.

Langesø blev skabt af Hans Berner og åbnede i 2005. Siden hans pludselige død for få år siden er banen blevet drevet af en styregruppe med frivillige og ansatte.

Nye tiltag

Vi begynder dagen på stedets ret specielle driving range. Her dækker en sø en stor del af arealet, men vi slår også til specielle bolde, der er flydende og således let kan fiskes op igen.

Langesø er en fantastisk smuk golfbane, der bugter sig gennem et fredfyldt skovområde. Hullerne er interessante og afvekslende, og undervejs rundt kan vi se, at den nye styregruppe allerede har sat sit præg på banen.

En del træer er blevet fældet, så den fremstår mere åben og tilgængelig, end vi husker fra seneste besøg, der ligger en halv snes år tilbage. Det er sket i et håb om at skabe en endnu bedre golfoplevelse – det er lykkedes. Der er blevet åbnet kig til flere søer, som egentlig ikke er i spil, men bidrager visuelt til at gøre naturoplevelsen på stedet endnu større.

Et andet, nyere tiltag er også ganske tydeligt: Her er stort set ingen rough. Den er simpelthen blevet klippet væk – igen for at øge golfoplevelsen, men også spillehastigheden.

Flere små ændringer er i støbeskeen, men bliver først gennemført, når det giver mening. Sæsonmæssigt og økonomisk.

Langesø Golf har i mange år markedsført sig som en skjult perle. Flere og flere har dog fået øjnene op for det midtfynske vidunder, der bør være på programmet, hvis man planlægger et golfophold på øen i midten. Og det kan kun anbefales: Fyn er i sandhed fin.

Fakta

På Frederik VI’s Hotel har man golfophold med en eller to overnatninger og to gange greenfee. Priserne er ganske rimelige, se mere på frederik6.hotel.dk

Forrige artikelTirsdagsanekdoten med flotte præstationer af Rasmus Neergaard-Petersen og Frederik Brokfelt-Christiansen
Næste artikelChallenge Tour i Bogense – Søren Kjeldsen debuterer i major – mange andre danskere i kamp i denne uge