Tyler Hatton (billedet/Getty) vandt på Wentworth i søndags og havde derefter sammen med fem kolleger fra ET en 20 timers flyvetur til Las Vegas for at komme til CJ Cup, som coronaen har flyttet fra Korea.

Han pådrog sig under vejs en let forkølelse, havde sovet skidt og led af jetlag efter rejsen over otte tidszoner, så han var gnaven under hele første runde.

Hvordan kunne hans temperament ikke have reageret, hvis den ikke var forløbet som en ren drøm? Birdie på 1, birdie på 2, eagle fra 83 m på 3, par på fire og birdie fra 71 m på 5! -5 for fem huller.

– Det er rart at have momentum tidligt, konstaterede han som noget af en underdrivelse.

Resten af runden gik solidt i -2, og så var banerekorden 65 på Shadow Creek en kendsgerning. Han blev dog straks mindet om, at Dustin Johnson, som ikke er i feltet, fordi han er coronasmittet, for nogle år siden gik en hyggerunde i samme score.

Hatton fører i -7, et slag foran Xander Schauffele og Russell Henley og to foran Tyler Duncan og John Rahm.

Mange af favoritterne havde dårlige dage. Rory McIlroy sluttede med med tre bogeys og ligger som 37 i +1. I sit comeback efter skader ligger Broeks Koepka nr. 55 i +2, som også er nordmanden Viktor Hovlands score. Tommy Fleetwood jetlaggede sig til en +5, mens Matthew Wolff betalte dyre lærepenge, da han lagde sig sidst i +8. Han startede på hul 10 og spillede de første ni huller i +1, før han brød sammen på de sidste ni og ikke fik en eneste birdie hele dagen.

Turneringen, der er uden cut, fortsætter i aften og kan ses på Golf-TV og Eurosport fra 23-03.

Forrige artikelGod start af Simonsen – suveræn Otaegui
Næste artikelEn oase i forstaden Hjortespring
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.