Det går op og ned i golf. Selv for spillets bedste. Torsdag var Rory McIlroy fejlfri i Abu Dhabi HSBC Championship, fredag var det én lang kamp for ham, og lørdag kom han tilbage på sporet – og tilbage på førstepladsen.

Det gjorde han med en blanding af dygtighed og held. Heldet tydeligst defineret med en eagle på par5-hullet 10, efter to i bedste fald middelmådige slag og så et tredjeslag langt ude fra, der hvis det ikke havde ramt hullet, var trillet mange meter ud af green. Nu ramte bolden flagstangen og dumpede i hul, og dermed overtog Rory førstepladsen i den tætte match i førerbolden med Tyrrell Hatton og Rafa Cabrera Bello. En topmatch som Tommy Fleetwood også spillede sig ind i undervejs, mens Cabrera Bello med en sen bogey på 17. faldt lidt tilbage.

Lucas bedste dansker

Lucas Bjerregaard lavede masser af birdies – syv blev det til – men også tre bogeys og en dobbeltbogey, så runden endte i 70 slag (-2) og en samlet score på -4, hvilket rækker til en 30.-plads.

Rasmus Højgaard kom også på 4 under med birdies på 6. og 8. dagens, hans 15. og 17. da han startede på 10. hul, men desværre fik han dobbeltbogey på 9. hul og faldt tilbage til -2 samlet og en delt 42. plads. Både Søren Kjeldsen og Jeff Winther kom med i finalerunderne da anden runde blev afsluttet lørdag morgen, og kom ud i bold sammen. Den duel vandt Kjeldsen med tre slag, men de ligger i den tunge ende af feltet i hhv. par og +3.

Dagens slag blev slået af franske Alexander Levy på 15., hvor han slog teeslaget direkte i hul for et hole-in-one og vandt en temmelig lækker BMW M8.

Topstillingen inden søndagens finalerunde: 1. Rory McIlroy -13, 2. Tyrrell Hatton -12, 3. Tommy Fleetwood -11, 4. Marc Warren og David Lipsky -10.

Foto: Getty Images

Forrige artikelIm og Kang fører – Cappelen klarer cuttet
Næste artikelDrømmegolf, frieri og tre i delt føring
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.