Der var intens spænding til det sidste i både kvindernes og mændenes DM-hold finaler.

Det endte med, at både Helsingørs kvinder og Smørums herrer genvandt mesterskaberne, men i begge matcher skete det først på 18. hul i den sidste match.

Hos kvinderne var det Kajsa Stie Landström, Helsingør, som holdt til presset og delte sin single mod Viola Kruse fra Hillerød. Hun var lige ved at sænke sit bunkerslag på 18. hul for at vinde sin match, men en delt match var nok, da Helsingør havde vundet begge foursomes og Olivia Grønborg havde leveret en toppræstation og besejret LPGA Tour-spilleren Nicole Broch Estrup med 3&2 i en match den unge landsholdspiller fra Helsingør havde ført fra start.

Så betød det mindre, at Mellissa Johansen og Anna Høybye Schmidt begge tabte deres meget tætte singler mod hhv. Freja og Fie Ekman. Helsingør vandt 7-5 og tog guldet. I bronzematchen mellem Aalborg og Vejle måtte matchen ud i omspil inden Aalborg tog tredjepladsen på andet omspilshul.

Smørum genvinder

Også hos herrerne genvandt mestrene titlen, og også her måtte der en knivskarp afgørelse til i finalen mod Silkeborg Ry. Frederik Severin Tøttenborg vandt sin match med 1 hul over Jonas Vestergaard Thybo og sikrede mesterskabet med 10-8.

Silkeborg Ry havde ellers bragt sig foran 4-2 efter foursomes, men Mads Laage, Jens Kristian Thysted og Victor Østerby bragte Smørum tilbage i matchen. Nikolaj Søberg tabte en tæt match med 1 hul til Morten Ørum Madsen, og Marcus Helligkilde måtte se sig slået af Oliver Hundebøll Jørgensen med 2&1 inden afgørelsen faldt på sidste hul.

I bronzematchen vandt Søllerød klart med 14-4 over Gyttegård uden Højgaard-brødrene.

Foto: Helsingørs unge champagne piger jubler over et genvundet DM. Foto: Dorthe Stie Landström (Facebook)

Forrige artikelVraget amerikaner sejrede på Wentworth
Næste artikelGolfbladet – September 2021
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.